Vi hører tit, at vægttab handler udelukkende om viljestyrke. Om at VILLE det nok. Hvis ikke det lykkes, ville man det bare ikke nok. Men mærk lige efter engang. Passer det virkelig, at du ikke vil tabe dig, være glad i din krop og være den bedste udgave af dig selv? For mange er svaret et rungende nej! Hvorfor er så så svært?

Viljestyrke er en begrænset ressource og du bruger højst sandsynligt det meste af den hver dag, uden at være på slankekur. Derfor oplever mange at der ikke er nok viljestyrke til at holde en streng slankekur. Og hvis de lykkes med at holde den og tabe sig, tager de fleste alligevel det tabte (eller mere) på igen efterfølgende. Overskud og viljestyrke svinger fra time til time. En dårlig nattesøvn, en travl dag, en fest, en ferie – mere skal der ikke til for at vælte alle de gode intentioner.

Folk er jo egentlig ligeglade. Fuldstændig ligeglade med hvordan jeg vælger at leve mit liv. De er jo af gode grunde travle med at leve deres eget liv. Alligevel har det betydet noget for mig, hvad andre synes om min måde at leve på – om jeg gør det godt.

Men jo mere jeg har oplevet, jo mindre betyder andres mening. Sygdom i min familie, en lang on- and off periode med stress og hos mig selv, og især desværre at miste en baby og at få en baby, har sat tingene i perspektiv for mig. Jeg ved, hvad jeg ikke vil bruge tid på, og hvordan jeg vil gøre tingene. Og bare fordi “man” gør tingene på en måde, betyder det overhovedet ikke, at det er det rigtige. I hvert fald ikke det eneste rigtige.

Ting, jeg ikke gider

• Strenge diæter, der gør det umuligt at være social og dræner al energi. Ikke mere juicekur eller veganisme.
• Negative relationer. Altså, selvfølgelig er man nogengange bare at trække vejret dybt og kunne omgåes folk man fx er kollega/i familie med. Der er også gange, hvor det giver god mening at ses med nedern mennesker, hvis man gerne vil hjælpe dem og de bare har det hårdt. Men hvis de ikke vil hjælpes eller ens venskab kun går ud på at bagtale og brokke sig, så er det virkelig ikke noget værd. Faktisk er det bedre ikke at ses.
• At have travlt med hvad alle andre gør. Jeg mangler i forvejen tid til mit eget liv haha
• At være jaloux. Når følelsen rammer mig, har jeg lært af Sandra Willer (og det virker SÅ godt for mig), at være taknemmelig i stedet. Taknemmelig, fordi jeg nu ved, hvad jeg også gerne vil og kan gå efter det. Der er nok til alle! Vi kan alle sammen være mega lækre og have et mega lækkert liv. Hurra for os.
• Stress. Been there, done that. Jeg gider heller ikke have travlt (som i øvrigt ikke er det samme som stress. Det føles som en knytnæve i ansigtet, når nogen siger at de føler sig stressede. Du har ikke stress, hvis du går rundt og mærker efter hvordan du har det – du har bare travlt, Kirsten). Man går glip af alt det gode ved at tro, at man skal det hele på én gang, og at det alt sammen er livsnødvendigt. Man har så travlt at man slet ikke når at nyde noget som helst.

Ting, der er vigtige og rigtige for mig

• At hente Jordan kl 13 i vuggestue. Jeg vil også selv nå at nyde ham! Noget af det bedste jeg ved, er at tage på hverdagsudflugter med ham i svømmehallen, zoo, legepladsen eller hjem til en ven. Så føler jeg, at vi har haft verdens bedste dag og nydt hinanden. Vi er meget priviligerede at have den mulighed, fordi jeg har valgt selv-studie – men det er jo sådan jeg har valgt at indrette mit liv. Når jeg begynder at arbejde tænker jeg også, at det bliver deltid eller selvstændigt, så jeg kan prioritere tiden med familien.
• At træne. Tiden der bliver brugt på det, får jeg igen i energi, overskud og glæde. Og så er det nødvendigt for at holde mig rask længere tid ad gangen.
• At lære noget nyt, hele tiden. Jeg føler slet ikke at jeg er mig selv, hvis ikke jeg er i gang med noget nyt. Vi har SÅ mange diamanter gemt i os, vi skal bare finde dem og slibe dem og udnytte alt vores vidunderlige potentiale. Sidste projekt var cheerleading, det var virkelig sjovt – jeg gjorde ting, jeg aldrig havde troet jeg kunne (at gå i split, danse foran en masse mennesker på stadion og undervise en 6. klasse i dans og stunts uden at nogen kom til skade). Det seneste projekt at svømning haha, der er jeg virkelig kommet på dybt vand og det er ikke kønt.
• At have mange, gode venner. Jeg elsker mine venner. En aften i godt selskab er virkelig at levet livet til fulde. Nu hvor jeg har fået pusten igen og ikke er nybagt mor, betyder det rigtig meget for mig at se mine venner og få nye venskaber. Min bror er den bedste i verden til sådan noget, han laver ikke andet end at se sine 40 venner. Jeg er hende den umulige, der aldrig tager telefonen, altid glemmer at svare og aldrig har tid til at ses. Og når vi gør, har jeg en baby med, så det er umuligt at føre en samtale. Still working on that.
• Min tro. Jeg er kristen, og det betyder at jeg tror på Gud og Jesus, beder til dem og går i kirke, når stjernerne står rigtigt, så det passer med Jordans lur. Det med stjernerne var en joke, jeg er ikke overtroisk 😉 Det betyder også at jeg har et håb om et evigt liv efter døden, og et håb om at Gud elsker os alle sammen og passer på os helt til verdens ende. Og når et evigt liv nu er længere end de 125 år jeg regner med at leve her på jorden, så tænker jeg også at de ting der varer evigt er noget vigtigere end de ting, der bare forsvinder. Ting der varer evigt er vel sådan noget som andre mennesker og ens karakter, mens ting der forsvinder må være kandidatuddannelser, ens omdømme, keramik interiør og tykke lår.
• Min familie. Det der med at have bedsteforældre eller oldeforældre boende eller som naboer er enormt tiltalende for mig. Det er helt sikkert noget, vi skal – hvis de er med på den. Både for hyggens skyld, men ligeså meget for at tage os af dem, når tiden kommer til det. Det er mere almindeligt i USA fx. Familien vi boede hos havde deres forældre boende til de døde. Det kunne ikke have været en bedre sidste tid og afsked. De flyttede nærmest også ind hos en nonne fra kirken for at hjælpe hende hele hendes sidste tid. Den næstekærlighed er helt utrolig, men det virker også som det naturligste i verden – selvfølgelig er det sådan, det skal være.

EJ, jeg gik og troede, at man bare kunne spise lige hvad man ville, når man ville. Det kan man også, ja. Og det er jo faktisk det jeg selv har gjort. Jeg troede bare at tynde mennesker også gjorde det. Men her den anden dag så vi Luksusfælden. Jeg blev virkelig forarget over hvor tankeløst, de brugte deres penge. Fuldstændig uden at tænke, fyrede de penge af på ting de havde lyst til, helt uden at tage hensyn til om de havde råd til det eller ej. Jeg kunne slet ikke forstå, hvordan man kan opføre sig så uansvarligt. Og så prikkede min samvittighed mig på skulderen og spurgte, om det ikke var det samme jeg selv gjorde, når jeg hovedløst spiste lige hvad jeg havde lyst til, helt uden at tage hensyn til om jeg havde “råd til det” på kaloriekontoen.

Jeg tænker det viser to ting. 1) gæld og overvægt er ikke bare folk der bruger flere penge end de har/folk der spiser flere kalorier end de forbrænder. Det er meget komplekst. Det handler fx meget om følelser, om at dulme følelser man ikke kan være i, rastløshed, skam, ensomhed, tristhed. Det handler også om sociale sammenhænge og hvad der er normen i vores familie og vennekreds. Der er meget på spil. Men jeg tænker også at det viser 2) at man må tage ansvar for sig selv. At ingen er tynde eller har en god økonomi uden at tænke over det, planlægge og leve så det hele hænger sammen. Det kommer ikke af sig selv. Det kræver, at man tager ansvar.

Det er egentlig ikke fordi jeg er i helbredsmæssig risiko, min BMI er normalvægtig. Men om halvandet år er jeg færdiguddannet diætist – og hvordan kan jeg hjælpe andre til at have det godt i deres krop, hvis ikke jeg selv har det? Jeg må lige walke the talk, og deadline nærmer sig. Da jeg gik på efterskole tabte jeg mig på grund af sygdom 10 kg – som hurtigt røg på igen, da appetitten vendte tilbage. Men i en kort periode, havde jeg det virkelig godt i min krop. Jeg var MEGET overrasket over, hvor godt det føles at være lige som man skal være. Ikke at det nødvendigvis er det samme for alle, så længe man har en sund og normal vægt. Men hold nu op, hvor er der bare en verden til forskel. Jeg var slet ikke så selvbevidst, usikker, hadede slet ikke min krop og følte mig bare rigtig afslappet og veltilpas. Der vil jeg gerne hen igen.

Ej, tænk at jeg gik og troede at alle – undtagen mig – kan spise liiige hvad de vil. Hvor er det fjollet. Og lidt øv, at indse, at jeg ikke bare kan gøre som jeg har lyst til, hvis jeg vil nå mit mål.

Billedet er pre-baby, på verdens bedste Roskilde Festival <3

Apropros at Carl Emil er gået solo fra Ulige Numre, så mødte jeg ham engang og fik gjort et “godt indtryk”. Jeg blev stoppet på gaden af to facere fra en nødhjælpsorganisation. Det var dengang jeg sagde ja til at støtte alt, og derfor med god samvittighed pacerede facere med et “jeg er allerede medlem” og en highfive. Så fik jeg fællesøkonomi med finansøkonomen Dian, og baby, og minus på kontoen og stille og roligt røg de fleste af medlemsskaberne og highfivensene… Men altså, jeg lagde mærke til den ene facer. “Det er dig med det trefarvede skæg!” Jeg og en god veninde havde snakket med ham på Roskilde, hvor han rendte rundt med en medalje for sit flotte, trefarvede skæg. Og det var virkelig en medalje værd! “Og ved du hvem ham her er?” spurgte Treskæg. “Det er Carl Emil fra Ulige Numre.” Carl Emil griner, lidt forlegent synes jeg – hvilket er ret sødt! “Ej, jeg laver sjov,” sagde Treskæg. “Han ligner ham bare rigtig meget. Og hedder det samme!” “Nå! EJ, det er faktisk virkelig sjovt!” siger jeg og vi snakker lidt videre om ingenting. Dum, dum, dum. Ja, det er da sjovt. Især da det senere om aftnen endelig slår mig, at han jo lignede Carl Emil og hed det samme, fordi det var Carl Emil. Jaja… Man regner jo med det nødhjælpsarbejdere og skæggede mænd fortæller én.

Læs også: “Bryllupsfotografen” 

Læs også: “Ammehjernen i Nordea”

Læs også: “Hvad ammehjernen gerne vil have”

Vi har talt meget om prioriteter på det sidste. For vi kommer ikke uden om kompromisser – selvom det ville være lækkert og vi jo gerne vil gøre ALT og gøre det HELE TIDEN og SÅ GODT som det overhovedet kan være. Men tiden er begrænset. Økonomien er begrænset. Især når vi begge to er på SU. Og især fordi vi gerne vil have fem børn – hvis livet giver os lov, og vi har overskud til det.

Vi kan ikke give dem alle sammen kørekort og kæmpe børneopsparing og mange rejser og oplevelser og fritidsaktiviteter og og og. Men vi tænker, at et kørekort er en god start, og en lille børneopsparing. Jeg kan godt lide, at de også selv skal arbejde, tage ansvar og lære værdien af penge og arbejde. Min egen børneopsparing var vist på 500 kr og blev snoldet væk på en shoppingtur i Kbh haha. EJ, mine forældre har altid hjulpet mig (og gør det stadig), og jeg sætter stor pris på at vide at jeg har deres endeløse opbakning, men at jeg kan stå på egne ben og forsørge mig selv. Det vil jeg gerne give videre.

Det vi prioriterer højest er oplevelser. Både de større af slagsen, som rejser, at bo i forskellige lande og fester, men også små oplevelser i hverdagen som svømmehal, legeplads og stranden (det behøver jo ikke koste noget for at give en masse på oplevelse- og familiekontoen). Fritidsinteresser synes jeg også er absolut nødvendigt, i hvert fald en sport. Der kan de lære en masse om sammenhold, samarbejde, at bevæge sig, disciplin, at lytte og at gå efter noget. Og endnu vigtigere, tænker jeg sport giver en masse venner, succesoplevelser og selvtillid.

Og hvad må vi så spare på? Jeg tænker det bliver forbrug og faste udgifter. Generelt er vi gode til at handle billigt ind, lave mad til flere dage og købe brugte ting hvor det giver mening. Desuden er vores husleje rimelig lav, og vi har ikke bil. Vi har heller ikke TV eller streaming-tjenester, og Dian har brugt lidt tid på at finde de billigste løsninger på forsikring, telefon etc. Hvis vi bliver ved med at have et lavt forbrug som nu, når vi begynder at få løn, skal der nok være plads til at give børnene oplevelser og fritidsinteresser. Selvom der nok på et tidspunkt bliver brug for noget lidt større at bo i.

Læs også: “JA, jeg har tid!”

Læs også: “Babys første flyvetur”