Folk er jo egentlig ligeglade. Fuldstændig ligeglade med hvordan jeg vælger at leve mit liv. De er jo af gode grunde travle med at leve deres eget liv. Alligevel har det betydet noget for mig, hvad andre synes om min måde at leve på – om jeg gør det godt.

Men jo mere jeg har oplevet, jo mindre betyder andres mening. Sygdom i min familie, en lang on- and off periode med stress og hos mig selv, og især desværre at miste en baby og at få en baby, har sat tingene i perspektiv for mig. Jeg ved, hvad jeg ikke vil bruge tid på, og hvordan jeg vil gøre tingene. Og bare fordi “man” gør tingene på en måde, betyder det overhovedet ikke, at det er det rigtige. I hvert fald ikke det eneste rigtige.

Ting, jeg ikke gider

• Strenge diæter, der gør det umuligt at være social og dræner al energi. Ikke mere juicekur eller veganisme.
• Negative relationer. Altså, selvfølgelig er man nogengange bare at trække vejret dybt og kunne omgåes folk man fx er kollega/i familie med. Der er også gange, hvor det giver god mening at ses med nedern mennesker, hvis man gerne vil hjælpe dem og de bare har det hårdt. Men hvis de ikke vil hjælpes eller ens venskab kun går ud på at bagtale og brokke sig, så er det virkelig ikke noget værd. Faktisk er det bedre ikke at ses.
• At have travlt med hvad alle andre gør. Jeg mangler i forvejen tid til mit eget liv haha
• At være jaloux. Når følelsen rammer mig, har jeg lært af Sandra Willer (og det virker SÅ godt for mig), at være taknemmelig i stedet. Taknemmelig, fordi jeg nu ved, hvad jeg også gerne vil og kan gå efter det. Der er nok til alle! Vi kan alle sammen være mega lækre og have et mega lækkert liv. Hurra for os.
• Stress. Been there, done that. Jeg gider heller ikke have travlt (som i øvrigt ikke er det samme som stress. Det føles som en knytnæve i ansigtet, når nogen siger at de føler sig stressede. Du har ikke stress, hvis du går rundt og mærker efter hvordan du har det – du har bare travlt, Kirsten). Man går glip af alt det gode ved at tro, at man skal det hele på én gang, og at det alt sammen er livsnødvendigt. Man har så travlt at man slet ikke når at nyde noget som helst.

Ting, der er vigtige og rigtige for mig

• At hente Jordan kl 13 i vuggestue. Jeg vil også selv nå at nyde ham! Noget af det bedste jeg ved, er at tage på hverdagsudflugter med ham i svømmehallen, zoo, legepladsen eller hjem til en ven. Så føler jeg, at vi har haft verdens bedste dag og nydt hinanden. Vi er meget priviligerede at have den mulighed, fordi jeg har valgt selv-studie – men det er jo sådan jeg har valgt at indrette mit liv. Når jeg begynder at arbejde tænker jeg også, at det bliver deltid eller selvstændigt, så jeg kan prioritere tiden med familien.
• At træne. Tiden der bliver brugt på det, får jeg igen i energi, overskud og glæde. Og så er det nødvendigt for at holde mig rask længere tid ad gangen.
• At lære noget nyt, hele tiden. Jeg føler slet ikke at jeg er mig selv, hvis ikke jeg er i gang med noget nyt. Vi har SÅ mange diamanter gemt i os, vi skal bare finde dem og slibe dem og udnytte alt vores vidunderlige potentiale. Sidste projekt var cheerleading, det var virkelig sjovt – jeg gjorde ting, jeg aldrig havde troet jeg kunne (at gå i split, danse foran en masse mennesker på stadion og undervise en 6. klasse i dans og stunts uden at nogen kom til skade). Det seneste projekt at svømning haha, der er jeg virkelig kommet på dybt vand og det er ikke kønt.
• At have mange, gode venner. Jeg elsker mine venner. En aften i godt selskab er virkelig at levet livet til fulde. Nu hvor jeg har fået pusten igen og ikke er nybagt mor, betyder det rigtig meget for mig at se mine venner og få nye venskaber. Min bror er den bedste i verden til sådan noget, han laver ikke andet end at se sine 40 venner. Jeg er hende den umulige, der aldrig tager telefonen, altid glemmer at svare og aldrig har tid til at ses. Og når vi gør, har jeg en baby med, så det er umuligt at føre en samtale. Still working on that.
• Min tro. Jeg er kristen, og det betyder at jeg tror på Gud og Jesus, beder til dem og går i kirke, når stjernerne står rigtigt, så det passer med Jordans lur. Det med stjernerne var en joke, jeg er ikke overtroisk 😉 Det betyder også at jeg har et håb om et evigt liv efter døden, og et håb om at Gud elsker os alle sammen og passer på os helt til verdens ende. Og når et evigt liv nu er længere end de 125 år jeg regner med at leve her på jorden, så tænker jeg også at de ting der varer evigt er noget vigtigere end de ting, der bare forsvinder. Ting der varer evigt er vel sådan noget som andre mennesker og ens karakter, mens ting der forsvinder må være kandidatuddannelser, ens omdømme, keramik interiør og tykke lår.
• Min familie. Det der med at have bedsteforældre eller oldeforældre boende eller som naboer er enormt tiltalende for mig. Det er helt sikkert noget, vi skal – hvis de er med på den. Både for hyggens skyld, men ligeså meget for at tage os af dem, når tiden kommer til det. Det er mere almindeligt i USA fx. Familien vi boede hos havde deres forældre boende til de døde. Det kunne ikke have været en bedre sidste tid og afsked. De flyttede nærmest også ind hos en nonne fra kirken for at hjælpe hende hele hendes sidste tid. Den næstekærlighed er helt utrolig, men det virker også som det naturligste i verden – selvfølgelig er det sådan, det skal være.

Jeg deler ikke min tro så meget mere, næsten kun hvis folk selv spørger. Nu tager jeg det som en selvfølge, at folk ved at jeg er kristen og at de kan regne med, at jeg vil bede for dem, hvis der er noget. Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke taler om hvad vi tror på særlig meget. Altså hvorfor er vi her, hvad er meningen med det hele. Jeg taler hele tiden med venner om uddannelse og drømme for fremtiden. Men for at beslutte hvad man vil bruge sit liv på, må man jo først have en idé om hvad livet handler om – hvad der er det vigtige.

Hvis Gud findes, må han have skabt os, og skabt os med en mening. Det er hos Gud jeg leder efter meningen med mit liv. Jeg tænker ikke at vi alle sammen har den samme mening. Jeg er skabt med nogle evner, noget jeg brænder for, noget jeg synes er sjovt og så har jeg en ordentlig bagage med mig af livserfaringer, ar og skavanker. Alt sammen noget der har formet mig og noget, som jeg kan bidrage med, ligesom alle andre har deres hjertebørn, talenter og erfaringer. Hvis Gud ikke findes og det hele er et stort heldigt tilfælde, så er der ingen mening med noget som helst og det hele er lidt håbløst. Det er virkelig afgørende om Gud findes eller ej.

For mig betyder det i hvert fald forskellen på om jeg står op hver dag med håb eller håbløshed. Og om jeg er fortrøstningsfuld eller fortvivlet, når nogen dør. Jeg er typen, der bekymrer mig ALT for meget. Og det er ikke blevet bedre, efter jeg er blevet mor haha. Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis ikke jeg kunne bede Gud passe godt på os alle sammen og vide, at han har styr på alt det, jeg ikke kan holde styr på – terror, sygdom, lyn, brand, vuggedød og alt hvad jeg ellers bekymrer mig om. Altså jeg ville slet ikke kunne sove eller gå nogen steder. Når jeg taler med folk, bliver jeg overrasket over hvor mange der tænker. at der måske findes en Gud et sted. Og især, hvor mange der indimellem beder til Gud! Ofte hvis de er ude at flyve eller skal til eksamen haha. Hvad tror du på? Og beder du en bøn i ny og næ?

Jeg har mange dårlige vaner. En af dem er slik, den arbejder jeg på. Lige nu, faktisk. Det går okay, jeg køber det ikke længere og har heller ikke lyst til det. Jeg “mangler” bare noget. Det er ikke helt nemt at skulle forholde sig til sine følelser, i stedet for at dulme dem med sukker. Eller at affinde sig med at være grundigt træt og ikke lige booste sin energi med et sukkerskud.

Men nu vil jeg gerne snakke om mine gode vaner, for dem har jeg også. En af dem har jeg lært af Oprah (she knows): hver aften skriver jeg fem ting, jeg er taknemmelig for. Det kan være hvad som helst. Hvis det er svært lige at komme i tanke om noget, er der altid “tak fordi jeg lever”, “tak fordi jeg bor i et trygt land”, “tak for min familie”… der er altid en masse at være taknemmelig for! Og det bedste ved at takke hver dag, er at jeg kan mærke, det gør mig mere taknemmelig. Jeg lægger mere mærke til alt det dejlige jeg har i løbet af dagen. Jeg føler mig gladere og heldigere i maven. Al den taknemmelighed giver mindre tid til brok, simpelthen. Mit fokus er flyttet hen på alt det gode, så når nogen sætter brok på automatgear eller jeg oplever en uheldig situation, gider jeg simpelthen ikke bruge særlig meget energi på at gå og gruble over det. Videre. Vi har så meget godt. Det betyder ikke så meget. Og når jeg så skriver fem ting ned om aftnen, gennemlever jeg dagen igen og bliver mindet om alt det jeg er glad for. Det ville jeg ikke gøre, hvis jeg ikke tog mig tid til fysisk at skrive det ned, for dagene tager bare hinanden og jeg når slet ikke at nyde det ellers.

Apropros nyde, bagefter skriver jeg altid nogle ting jeg har lært/bidraget med i løbet af dagen og nogle ting jeg har nydt. Det har jeg fra forfatteren Tony Robbins – sindssygt inspirerende og passioneret. Men idéen er at man altid skal søge at blive bedre og huske at nyde det hele. 

Om morgenen læser jeg i biblen, men det er ikke så meget for at “arbejde på mig selv”, det er for at være sammen med Gud. Det lyder langt ude, men sådan er det, det er en relation. Gud er ikke en statue fra Søstrene Grene eller en fjern dommer, men en nærværende far og biblen er en af de måder han taler til os på. Jeg følger en læseplan på biblestudietools.com for at gøre det overskueligt, og så læser jeg min evige yndlings andagtsbog “What on Earth am I here for?” af Rick Warren. Den er virkelig udfordrende. Det er godt, den har rykket mig meget og viser mig også (ugh) at jeg har laaaaang vej igen.

Jeg elsker at arbejde på mig selv og blive bedre, stærkere, klogere, mere viljefast og god ved andre. Men det er ikke nemt da haha. Men hvad er vigtigere at arbejde på end sin sjæl? (Okay, verdensfred, bekæmpelse af uretfærdighed, at give børn et godt liv – selvfølgelig! Men det er bestemt også en VIGTIG og STOR del af at arbejde på sig selv)

Jeg er en sucker for andre menneskers inspirerende historier. Jeg lapper det i mig og jeg tror det gør mig til et bedre menneske. Det gør mig glad, giver mig håb og får mig til at tro på andre mennesker og på mig selv. Her er et kvarters interview med Michael Phelps, kongen af svømning. Når jeg har set ham til OL, har jeg fået indtrykket af den her sjove, stærke mand fuld af selvtillid, overlegen og legende, som en Usain Bolt. Men jeg tror vi alle sammen engang af og til kæmper med tankerne om, hvorfor vi er her og hvad meningen er med det hele. Og ikke engang en masse guldmedaljer er nok svar på, hvad meningen med ens liv er. I hvert fald kæmpede Phelps også med de tanker. I interviewet fortæller han om sine ups and downs, og hvordan han kom igennem det og endda lever lykkeligt nu.

En af de ting der hjalp ham, var bogen “What on Earth am I here for?” af Rick Warren. Det er den bog jeg har læst mest i, jeg læser lidt hver morgen. Jeg købte den for to-tre år siden i Sydkoreas lufthavn og havde et par intense sidste dage på Fiji, hvor jeg begravede mig i den. Den sætter virkelig tanker igang, og jeg vender hele tiden tilbage til den, for jeg tænker, at hvis jeg forstår og virkelig reflekterer over det hele og handler derefter, så er jeg kommet rigtig langt. Jeg er stadig langt derfra, men jeg fortsætter.

Hvis der er noget, jeg vil tage med fra Phelps, så er det at gøre det bedste med det jeg er blevet givet af evner, turde gøre det jeg elsker at gøre og være der for dem omkring mig. “I’ve lived. And in the end of the day, that’s all that matters.”

Den anden morgen vågnede jeg tidligt med hjertet boblende af taknemmelighed. Jeg takkede Gud for tusind ting! For vores lille baby, for min dejlige kæreste og at jeg elsker ham mere og mere hver dag, for min familie, at vi har det godt, for sommeren, vores lejlighed med højt til loftet og store vinduer, vores smukke by…jeg blev ved indtil jeg faldt i søvn igen. Den taknemlighed og fred gjorde mig så glad. Ikke fordi det er dejligt at være så fuld af tak og fred. Men fordi det viser, at Gud har førstepladsen i mit hjerte.

Vi kan putte mange ting på førstepladsen. Familie og venner, karriere, penge, fodbold eller sjov. Det er alle sammen gode ting. Men de bør ikke være på førstepladsen, de bør ikke være det hele vores liv hviler på, det vi er fuldstændig afhængige af og sætter al vores lid til. For vi kan miste dem alle sammen. Når de er på førstepladsen bekymrer vi os. Når Gud er på førstepladsen har vi fred og taknemlighed, for han griber os når vi falder, har magt når vi er magtesløse, og går med os hele vejen og længere.

Corrie Ten Boom, som overlevede en arbejdslejr under 2. verdenskrig og om nogen oplevede hvor meget vi har at miste, skrev “if you look at the world, you’ll be distressed. If you look within, you’ll be depressed. If you look at God, you’ll be at rest.” 

Læs også mit første indlæg i føljetonen Spiritual Journal her og om et mirakel her.