Siden vi kom hjem fra ferie (en vildt dejlig USA-tur, mere om den!!), har stemningen været lidt kølig herhjemme. Egentlig har vi det rigtig rigtig godt, vi er MEGET heldige og dybest set virkelig lykkelige. Og selvom Dian har travlt i praktik og jeg er syg (og man generelt altid har nok at se til med en baby), får vi skabt tid til også at nyde det hele. Vi får Jordan passet, så vi kan gå i biografen. Idag havde Dian fri, så ham og en af vores gode venner tog Jordan hele dagen, så jeg kunne få lov at være syg. Og så kom han endda hjem med lyserøde roser!

Men noget er galt, og jeg vil ikke tillade det længere. Dian kan gøre lige, hvad der passer ham – og det gør han. Han tager imod en praktik i Svendborg, hvor han står for events, sejler, er lagkagedommer, overnatter ofte eller kommer sent hjem, og når han er hjemme, skal han ses med venner. Jeg derimod, er nødt til at sidde på min pind og være ansvarlig for vores baby døgnet rundt. Syg og det hele. Vores plan om at være fuldstændig lige forældre fungerer ikke godt nok. Jeg har slet ikke haft barsel, men læst hjemme, så jeg kunne være sammen med Jordan, mens Dian var i skole. Vi gik ind til forældreskabet på det vilkår at vi var sammen om det, at ingen havde barsel og at vi delte ansvaret. Men så ammede jeg, og så havde jeg pludselig nætterne. Og et eller andet sted hen ad vejen, begyndte vi at opføre os som om at Dian kan alt, og jeg ingenting kan. Jeg planlagde min kommende praktik ud fra, at jeg skal kunne være hjemme hos Jordan. Ved Dians praktik skænkede vi det ikke en eneste tanke at der er fire timers daglig transport, dage fra kl 8 om morgenen til over midnat og ofte weekenddage også. Det er ikke Dians skyld. Han spørger endda om lov og inddrager mig i alle sine beslutninger, men jeg siger aldrig fra, sætter grænser eller siger, hvad jeg vil. Jeg har gjort både ham og mig selv til mine egne fangevogtere. Og det er ikke fair overfor hverken Dian, mig eller Jordan.

Nu skal jeg have noget mig-tid. Fitness hold og det hele. Jordan skal vænnes fra amning om natten, så han kan sove igennem og Dian kan hjælpe om natten hvis han alligevel vågner. Jeg vil til frisør og have min egen hårfarve tilbage. Jeg vil give Dian mere plads til at være far. Han er ikke særlig god til at være mor nemlig, han gør aldrig tingene sekundet de skal gøres og har heller ikke mor-sansen, der kan mærke præcis hvad Jordan vil og hvilken nuance af ked-af-det han er. Til gengæld er han verdens bedste far, og ingen kan få vores baby til at skraldgrine ligeså højt og længe som Dian. Det bliver så godt for os alle tre, at jeg tænker mere på mig selv også, i stedet for bare ufrivilligt at halse rundt og please mine mænd. Jeg glemmer dem ikke, men jeg havde glemt mig selv fuldstændig.

Vi er okay, alle sammen, min kæreste, mine forældre, min lillebror og hans kæreste, min baby i maven og mig. Vi var på et sikkert sted, da det gjaldt. Det kunne vi ligeså godt ikke have været – ligesom så mange andre. Jeg sad tilbage med en utrolig vrede, nu hjemme i Danmark prøver jeg at ryste forskrækkelsen af mig.

Vi boede i en dejlig højtliggende lejlighed på Promenade des Anglaise i Nice. Stranden var kun 10 minutter væk og udsigten fra lejligheden er fantastisk. Vi snakkede om at gå ned til stranden for at se fyrværkeriet. Vi vidste at det var Bastille dag og at der ville være fyrværkeri om aftnen. Alle aftner undtagen den 14. juli var vi eller nogen af os på stranden. Heldigvis var vi optagede den aften. Vi arbejdede, tog billeder, vejede og målte fransk mad til min fars Slanke App, som kommer på fransk om et par måneder. Da vi var færdige hørte vi fyrværkeriet. Skulle vi gå derned? Nej, vi vidste ikke hvor længe det varede og vi havde god udsigt fra terrassen.

En halv times tid beundrede vi det. Det var meget stort og flot. Tanken slog mig, at hvis der var et terrorangreb lige nu, ville vi ikke opdage det for bragende. Efter den sidste store raket, hørte vi endnu et brag. “Hold da op, lyden er forsinket” konstaterede jeg. Vi hørte mange, mange ambulancer lidt senere. “Der må være gået ild i alt muligt” sagde Dian, halvt i sjov, halvt bekymret, for det er aldrig rart at høre ambulancer. Ingen af os kiggede på vores telefoner. Hvis vi gjorde, havde vi opdaget hvad der foregik, mange af vores venner havde skrevet og spurgt til os. Men vi gik i seng og sov fra det hele.

Dagen efter havde min mor fødselsdag. Jeg hørte min far gå ud af døren for at købe morgenmad. Jeg tjekkede søvnigt min telefon, nogen havde spurgt om vi var okay, hvorfor skulle vi ikke være det, gabte jeg? Ud på badeværelset for at tisse igenigenigen, gravid, gravid, gravid. Dian kom væltende ud til mig, begyndte at snakke om en terrorist, læse op fra nyheder, beskeder fra venner. Jeg så facebook, en masse beskeder lå og ventede. Jeg hørte ikke hvad Dian sagde, forstod ikke andet end terrorist, her. Jeg ringede til min far, “vil du ikke godt komme hjem? Der er en terrorist…” Han sagde, at han vidste det godt, terroristen var dræbt, det var ovre, han handlede alene, man forventede ikke flere angreb, der var folk på gaden, politi og militær, og han kom lige om lidt. Vi havde sovet fra det hele.

Det var en meget trist nyhed at fortælle min mor efter morgensang og gaver på sengen. Jeg var vred. Vred i hele kroppen, helt ind til knoglerne. Terror var ikke noget jeg tænkte på, før jeg blev gravid. Efter hormonerne og løvemor-instinktet trådte i kraft, har det fyldt mine tanker på togstationer og i lufthavne. For jeg ville ikke kunne beskytte min lille baby. Og nu var det sket. Min værste frygt. Og så havde vi sovet fra det hele. På en måde følte jeg det som en selvfølge, at vi var i god behold. For jeg havde jo bedt Gud om at passe godt på os. På en anden side, var alle ofrene, alle de pårørende og alle de der stod midt i det hele og “slap” med traumet ligesom os. Helt almindelige, glade mennesker, som Gud også elsker. Det gjorde mig vred så tilfældigt og uretfærdigt det hele var.

Vi skulle arbejde nogle timer mere på Slanke App og ud at spise om aftnen. Det var rart at have nogle planer for dagen, så vi var beskæftigede og slap for at finde på noget at lave – for hvad laver man efter et terrorangreb? Dian og jeg havde eftermiddagen fri. Vi reagerede meget forskelligt. Han havde brug for at vide alt, læse alt, høre alt, se alt. Jeg ville se væk, væk, væk. Så jeg hoppede i badekarret med en pakke macarons, nussede min babybule og takkede Gud for at vi var i god behold. Modvilligt gik jeg med Dian ned i byen bagefter. Han havde brug for at se og jeg kunne ikke bære at han gik fra mig. Hvis der nu skete noget.

Der var afspærret langs promenaden og det meste var lukket. Overalt var politi, vagter der tjekkede tasker og militær. Allerede inden angrebet havde politiet været meget synlige og soldater gik i grupper af fire med store geværer i byen. Nu var de overalt. Sammen med journalister og fotografer. Der var mennesker i byen, men alligevel var der stille. Vi kom forbi den hvide lastbil. Forruden var helt smadret af skudhuller. De 2 km han havde kørt var vores del af stranden, så hvis vi var gået derned, havde vi stået midt i det. Vi gik i Footlocker, hvor personalet og vagten var usædvanlig søde, jokede med hinanden og os. De virkede til at være meget glade for at se hinanden og alle os. Vi købte tre Michael Jordan bodystockings til vores baby, “fly like Mike” står der på en af dem. Han skal hedde Jordan. Jeg følte at alt vi gjorde den dag, helt fra fødselsdagssang, kirsebær og macarons til at arbejde, købe bodystockings, spise store well done bøffer og nyde hinandens selskab var en protest mod ondskab i verden. Jeg læste det bibelvers højt for Dian, som var tikket ind på min telefon samtidig med at han fortalte de triste nyheder om morgenen. Der stod “I tilhører Gud. I har vundet sejr. For den ånd, som bor i jer, er stærkere end den ånd, som styrer verden.”

De færreste møder op til en eksamen med veludhvilede øjne, lav hvilepuls og helt vildt meget zen. Selv for dem der har udnyttet tiden i løbet af semestret og i læseperioden op til eksamen, er der tit et press. For nogen er det værre end andre. Jeg har altid haft ondt af, men overhovedet ikke forstået, de der var helt blege og kastede op af skræk før en eksamen. Det gør jeg nu.

Efter en mundtlig eksamen (jeg dumpede) på mit tidligere studie Filosofi, var jeg enormt bange, da jeg skulle op for en måneds tid siden. Så jeg blankede. Den oplevelse og beslutning kan I læse om i indlægget her. Oplevelsen af at spilde lærer og censors tid, ikke at være god nok sad overraskende tungt i min krop. Jeg havde brug for en god oplevelse til at komme ovenpå igen. Det fik jeg heldigvis.

Flere gange ugen op til eksamen, smed jeg bøgerne væk og sagde “jeg gør det ikke!” Jeg var syg, svimmel og træt af graviditet og bange, bange, bange for udsigten til endnu en dårlig eksamensoplevelse. Men jeg vidste, at det var vigtigt for mig at gå op til den eksamen. Jo længere tid, jeg udskyder eksamener, jo mere jeg pjækker, jo mindre jeg ser sine studiekammerater, jo større er risikoen for at jeg dropper helt ud af studiet. Det erfarede jeg med filosofi-studiet og det samme har psykologer erfaret. “What the hell” effekten kalder de det. Du har måske selv oplevet den, når du shopper eller tager et enkelt stykke slik – og så resten af skålen.

Så jeg gik op og mødte min frygt, for at vise mig selv og alle andre, at jeg vil det her. Og det gik så fint, selvfølgelig gjorde det det. Min kæreste bad en bøn for mig og klappede af mig i 100 år, da jeg kom hjem. Han vidste godt at jeg lige havde besteget mit helt eget Mount Everest.

Jeg vidste ikke, der var et ord for det, jeg gjorde. “At blanke”, det er åbenbart blevet en ting. Noget mange gør for at få mere tid til at forberede eksamen, og noget rektor på CBS ikke ser noget skidt i, kunne jeg forstå på Berlingske. De unge vil jo bare gerne gøre det, der skal til for at kunne konkurrere på arbejdsmarkedet.

Jeg læser prof. Bach. Ernæring og Sundhed, og det er enormt spændende. Sundhed er jo det vildeste begreb og handler om alt fra etik, politik og psykologi til økonomi, biokemi og ledelse. Perfekt for mig, som roder rundt i hvad jeg vil og synes alt er spændende og en drøm. Studiet har indtil nu gået nemt, lidt for nemt, syntes jeg. På andet semester har jeg nærmest ikke åbnet en bog. Jeg undervurderede studiet, fordi jeg sidste år læste filosofi, og det var vanskeligt. Vildt spændende, men jeg kunne læse samme sætning syv gange og først forstå den, når vores professor eller tutor tolkede den for os. Sådan er Ernæring og Sundhed ikke, man forstår det, når man læser det. Men derfor skal man jo stadig læse det. Dét var virkelig en aha-oplevelse for mig, da jeg sad de to uger op til eksamen og indså at jeg ikke vidste noget som helst. Panik.

Jeg lavede arbejdet, men på to uger nåede jeg ikke at komme igennem hele pensum og forberede eksamen. Åh, hvor havde jeg været nonchalant. Min attitude ville betyde en dårlig eksamen. Så jeg ringede og sagde, at jeg ikke kom til eksamen. Jeg blankede. Den ene grund var selvfølgelig, at jeg gerne vil have en god karakter. Den anden, at jeg virkelig ikke synes jeg kan være bekendt at møde uforberedt op til eksamen. Så er jeg da først respektløs over for censor, lærer og deres tid.

Det var det helt rigtige for mig at blanke, det fortryder jeg ikke. Men jeg fortryder, at jeg ikke før eksamensperioden havde givet den gas. Jeg fortryder min nonchalante attitude og dovenskab. På tirsdag skal jeg til re-eksamen og jeg giver den begge arme og ben med min nye hardworking go-getter attitude. Wish me luck disciplin, koffeinfølsomhed og god nattesøvn!

Har vi et ansvar for at hjælpe andre mennesker, som er i ekstrem nød? Nogle vil sige ja, hvis vi har mulighed for at hjælpe dem, bør vi gøre det. Andre vil sige, at vi kun bør hjælpe dem, der er følelsesmæssigt eller geografisk knyttede til os. Næromsorg, kalder forskerne denne holdning. Uanset hvad man mener om dette, vil langt de fleste dog være enige om at vi i hvert fald er forpligtede til ikke at gøre andre mennesker ondt.

Filosoffen Peter Singer siger, at vi i dag er vi forbundet til andre mennesker jorden rundt på en måde vi ikke før havde kunnet forestille os. De drivhusgasser vi udleder ved at flyve, køre bil og (især) spise svinekød og oksekød, er skyld i ekstrem nød andre steder i verden. Desværre er det de fattige i udviklingslande det går udover, og der er ikke noget, de kan gøre ved det, for de er kun skyld i en brøkdel af opvarmningen. Det er os, de rige i Vesten, der er skyld i deres nød.

Ifølge WHO har den globale opvarmning forårsaget yderligere 140.000 dødsfald i 2004, sammenlignet med det gennemsnitlige antal dødsfald, hvis temperaturen var forblevet som den var i perioden 1961-1990. 140.000 svarer til 11. september hver eneste uge i over et helt årti og det fortsætter bare og bliver værre, indtil vi beslutter os for at stoppe det.   

Det er altså en kendsgerning, at vi handler sådan, at vi er direkte årsag i andre menneskers død. Derfor ser det ud til at vi, uanset hvilket verdenssyn vi handler ud fra, har en moralsk forpligtelse til at stoppe med at gøre andre mennesker ondt og kompensere for den skade vi allerede har gjort dem. Sådan siger Peter Singer det og jeg må lægge mig ned fladt, jeg kan ikke argumentere imod det. Vi (jeg) tænker ikke meget over det til daglig, fordi dem mine handlinger går ud over ikke står foran mig. De sidder på den anden side af jorden. Men bare fordi jeg ikke “føler mig” ansvarlig og skyldig, betyder det ikke, at jeg ikke er det. Bare fordi jeg ikke ser menneskerne med mine egne øjne, når de drukner i oversvømmelser, sulter på grund af tørke eller får klimafølsomme sygdomme, gør det det ikke mindre virkeligt. Verden er ikke så stor endda, vi er forbundet alle sammen.