Egentlig ville jeg bare afsted en lille time. Lige sige tillykke til den smukke birthdaygirl og se de andre cheerleaders, og så hjem igen til lillemand og farmand. Men om fredagen fik jeg sådan en lyst til en rigtig fødselsdagsfest. Til rigtigt at være med, ikke bare stikke hovedet ind ad døren. Jeg elsker mit nye liv som mor (og det er virkelig et nyt liv), men jeg går glip af meget, når jeg ikke er med. Til cheerlead træning kan jeg ikke rigtigt snakke og grine med, for jeg sad derhjemme med lille Jordan på armen. Vi lærer bare hinanden meget bedre at kende sådan en aften. Det er noget andet end til træning, hvor jeg er træt efter en lang dag. Hovedet er fyldt af dansetrin og jeg har egentlig ikke overskud til at tage initiativ til at være social, det bliver hurtigt kun til småsnak. Sikkert også fordi jeg tjekker telefonen hvert minut, for hvis nu Dian har ringet, fordi Jordan er ved at dø af sult!

Åh og så havde jeg også savnet at dresse up, altså ikke bare gå i bad eller bruge oilpulling og tandtråd – hvilket ellers, i mit nye liv, virkelig også er et lækkert privilegie. Så jeg var sådan “skaaaaat? Må jeg ikke godt gå ud, sådan rigtigt?” Og han kunne selvfølgelig ikke sige nej, eftersom han er ude hver weekend, fordi der lige er noget der skal fejres. Mermaid Bowl og den slags. Jaja. Men alligevel.

Det var lidt kaotisk at komme afsted. Det er begrænset, hvad jeg kan passe efter min graviditet, og så skulle Jordan skulle lige lære flasken og da jeg skulle ud af døren, var mine højhælede støvler væk. Som i helt væk, og de kan have været væk siden starten af min graviditet – jeg ville ikke have opdaget det. Nåmen så køber jeg bare nogen på vejen.  Men det eneste der var åbent var Føtex, og alle deres sko var grimme. Nå, grimme støvler eller Nike? Nike blev det. Det regnede, så mine sneakers blev våde, og gæt om jeg er syg idag. Og så fór jeg vild, som altid, og måtte ringe et par gange til Dian. Jeg tror, han er lidt træt af at skulle vise mig vej hele tiden. Eller, han siger han er træt af det, så. Men jeg har prøvet 1000 gange at lære at finde vej (mere om det en anden gang). Alternativt må jeg bare blive hjemme altid.

Jeg nåede frem og havde en vildt sjov aften. Danse, danse, danse (jeg sad ikke engang og kiggede på billeder af min lækre baby hele aftnen! Men jeg snakkede selvfølgelig om ham..)

Ej, men sikke en kamp! De gør det hver gang der er en finale eller semifinale! Er bagud eller lige hele kampen, og så tager de sejren indenfor de sidste to minutter. Sidste år var de kun foran 48 sekunder i hele kampen. Heldigvis de sidste 48 sekunder.

Jeg fulgte med i kampen på tv hjemmefra Dians farmor. Jeg har været på stadion med lille Jordan de sidste kampe, men der har vi siddet i varmen i VIP’en og jeg har skiftet og ammet i vores (cheerleadernes) omklædningsrum, og jeg kunne hurtigt kom hjem hvis hele verden faldt sammen i det lille søde 5-uger gamle babyhoved. Men kampen var ikke mindre nervepirrende på tv. Jeg sad ligesom sidste år på kanten af sædet og på randen til tårer af spænding, glæde og åh-nej. De spillede SÅ godt, begge hold. Og det var de rigtige hold i finalen. Razorbacks har vundet alle kampe i sæsonen, bortset fra én til Copenhagen Towers. De havde også vundet en over dem. Så, det var spændende.

Dian nåede lige at komme hjem og give guldet til Jordan, inden han tog afsted igen til sin første bytur efter vi er blevet forældre. Ejjjj, hvor ville jeg gerne med. Det er noget helt særligt, når Razorbacks vinder. De har noget særligt sammen, de gutter. Og de er pissesjove at være cheerleaders for. Åh, jeg glæder mig til at danse med næste sæson. Men først skal der holdes guldfest.