Babys første flyvetur

Billund – Frankfurt – Detroit. Jeg har bare gruet for de her 1,5 + 9,5 timers flyvetur i flere måneder. Og der var næsten ingenting at være bange for. Vi tog hjemmefra kl. 3 om natten, tog bussen til lufthavnen og fløj kl. 6 om morgenen. Jordan kunne ikke falde i søvn igen, men han var glad og tilfreds i lufthavnen, hang bare i bæreselen og kiggede på alle der gik forbi. Check-in tog tusind år og vi troede ikke at vi ville nå flyet, så en glad baby var lige hvad vi havde brug for, for at sende noget god energi vores vej.

Og vi nåede det! Da jeg satte mig med Jordan, sagde manden ved siden af mig “fuck…” og vendte sig om for at brokke sig over baby-situationen til sin ven (på fransk, men det ikke særlig diskret), inden han tog store høretelefoner på, skruede godt op for musikken og gemte sig i sin hættetrøje. Vi var lettede over, at der var andre babyer ombord – så var vi ikke de eneste der generede de andre. Jeg ammede Jordan, da flyet lettede, for at få ham til at synke og lette trykket i ørerne og det virkede, men jeg var overrasket over hvor læææænge det trykker for ørerne. Vi fandt noget nyt legetøj frem til Jordan, og så var han underholdt. Men da vi landede, mærkede han trykket. Han blev så ked af det, det var tydeligt at han havde ondt, hen vred sig og skreg. Jeg kunne slet ikke få ham til at amme, drikke vand eller sutte på noget. Jeg rejste mig for at gå med ham, men det må man jo ikke under landing, mindede stewardessen mig om. Og så sad vi der, svedende, grædende i hvad føltes som en evighed, men nok kun var ti minutter. Det var ikke sjovt. Vi havde købt ørepropper som kan tage trykket, men de var ikke nået frem, før vi skulle afsted. Næste gang!!

I Frankfurt lufthavn hyggede Jordan sig igen. Der var en legeplads, hvor vi spiste madpakker og Jordan fik en tysk veninde. Og så skulle vi afsted igen. Vi var virkelig heldige. Vi sad på to af de fire pladser i midten af flyet. Pladsen ved siden af mig var fri. Og på pladsen ved siden af den sad en sød, amerikansk pige, som hurtigt fik sig charmet ind på Jordan. Ej, men det var så godt! Og der var jo skærme, og det kommer man langt med! Og Jordan sov længe i mine arme, vores lille nemme, nemme baby haha. For første gang i hans liv, ville vi kalde ham en nem baby. Det var virkelig en lang tur og selvfølgelig pylrede han lidt engang imellem – ellers var han jo ikke en baby. Men det kunne ikke være gået bedre, og jeg er sikker på at det skyldtes hans udvikling. Var vi taget afsted en måned tidligere, havde han helt sikkert fået for mange indtryk, ikke kunne sove, spise eller lege og bare grædt en masse. God timing at være en nem baby, lille skat.