Folk er jo egentlig ligeglade. Fuldstændig ligeglade med hvordan jeg vælger at leve mit liv. De er jo af gode grunde travle med at leve deres eget liv. Alligevel har det betydet noget for mig, hvad andre synes om min måde at leve på – om jeg gør det godt.

Men jo mere jeg har oplevet, jo mindre betyder andres mening. Sygdom i min familie, en lang on- and off periode med stress og hos mig selv, og især desværre at miste en baby og at få en baby, har sat tingene i perspektiv for mig. Jeg ved, hvad jeg ikke vil bruge tid på, og hvordan jeg vil gøre tingene. Og bare fordi “man” gør tingene på en måde, betyder det overhovedet ikke, at det er det rigtige. I hvert fald ikke det eneste rigtige.

Ting, jeg ikke gider

• Strenge diæter, der gør det umuligt at være social og dræner al energi. Ikke mere juicekur eller veganisme.
• Negative relationer. Altså, selvfølgelig er man nogengange bare at trække vejret dybt og kunne omgåes folk man fx er kollega/i familie med. Der er også gange, hvor det giver god mening at ses med nedern mennesker, hvis man gerne vil hjælpe dem og de bare har det hårdt. Men hvis de ikke vil hjælpes eller ens venskab kun går ud på at bagtale og brokke sig, så er det virkelig ikke noget værd. Faktisk er det bedre ikke at ses.
• At have travlt med hvad alle andre gør. Jeg mangler i forvejen tid til mit eget liv haha
• At være jaloux. Når følelsen rammer mig, har jeg lært af Sandra Willer (og det virker SÅ godt for mig), at være taknemmelig i stedet. Taknemmelig, fordi jeg nu ved, hvad jeg også gerne vil og kan gå efter det. Der er nok til alle! Vi kan alle sammen være mega lækre og have et mega lækkert liv. Hurra for os.
• Stress. Been there, done that. Jeg gider heller ikke have travlt (som i øvrigt ikke er det samme som stress. Det føles som en knytnæve i ansigtet, når nogen siger at de føler sig stressede. Du har ikke stress, hvis du går rundt og mærker efter hvordan du har det – du har bare travlt, Kirsten). Man går glip af alt det gode ved at tro, at man skal det hele på én gang, og at det alt sammen er livsnødvendigt. Man har så travlt at man slet ikke når at nyde noget som helst.

Ting, der er vigtige og rigtige for mig

• At hente Jordan kl 13 i vuggestue. Jeg vil også selv nå at nyde ham! Noget af det bedste jeg ved, er at tage på hverdagsudflugter med ham i svømmehallen, zoo, legepladsen eller hjem til en ven. Så føler jeg, at vi har haft verdens bedste dag og nydt hinanden. Vi er meget priviligerede at have den mulighed, fordi jeg har valgt selv-studie – men det er jo sådan jeg har valgt at indrette mit liv. Når jeg begynder at arbejde tænker jeg også, at det bliver deltid eller selvstændigt, så jeg kan prioritere tiden med familien.
• At træne. Tiden der bliver brugt på det, får jeg igen i energi, overskud og glæde. Og så er det nødvendigt for at holde mig rask længere tid ad gangen.
• At lære noget nyt, hele tiden. Jeg føler slet ikke at jeg er mig selv, hvis ikke jeg er i gang med noget nyt. Vi har SÅ mange diamanter gemt i os, vi skal bare finde dem og slibe dem og udnytte alt vores vidunderlige potentiale. Sidste projekt var cheerleading, det var virkelig sjovt – jeg gjorde ting, jeg aldrig havde troet jeg kunne (at gå i split, danse foran en masse mennesker på stadion og undervise en 6. klasse i dans og stunts uden at nogen kom til skade). Det seneste projekt at svømning haha, der er jeg virkelig kommet på dybt vand og det er ikke kønt.
• At have mange, gode venner. Jeg elsker mine venner. En aften i godt selskab er virkelig at levet livet til fulde. Nu hvor jeg har fået pusten igen og ikke er nybagt mor, betyder det rigtig meget for mig at se mine venner og få nye venskaber. Min bror er den bedste i verden til sådan noget, han laver ikke andet end at se sine 40 venner. Jeg er hende den umulige, der aldrig tager telefonen, altid glemmer at svare og aldrig har tid til at ses. Og når vi gør, har jeg en baby med, så det er umuligt at føre en samtale. Still working on that.
• Min tro. Jeg er kristen, og det betyder at jeg tror på Gud og Jesus, beder til dem og går i kirke, når stjernerne står rigtigt, så det passer med Jordans lur. Det med stjernerne var en joke, jeg er ikke overtroisk 😉 Det betyder også at jeg har et håb om et evigt liv efter døden, og et håb om at Gud elsker os alle sammen og passer på os helt til verdens ende. Og når et evigt liv nu er længere end de 125 år jeg regner med at leve her på jorden, så tænker jeg også at de ting der varer evigt er noget vigtigere end de ting, der bare forsvinder. Ting der varer evigt er vel sådan noget som andre mennesker og ens karakter, mens ting der forsvinder må være kandidatuddannelser, ens omdømme, keramik interiør og tykke lår.
• Min familie. Det der med at have bedsteforældre eller oldeforældre boende eller som naboer er enormt tiltalende for mig. Det er helt sikkert noget, vi skal – hvis de er med på den. Både for hyggens skyld, men ligeså meget for at tage os af dem, når tiden kommer til det. Det er mere almindeligt i USA fx. Familien vi boede hos havde deres forældre boende til de døde. Det kunne ikke have været en bedre sidste tid og afsked. De flyttede nærmest også ind hos en nonne fra kirken for at hjælpe hende hele hendes sidste tid. Den næstekærlighed er helt utrolig, men det virker også som det naturligste i verden – selvfølgelig er det sådan, det skal være.

Aaaarggh!

Jeg krummer tæer, når jeg tænker på hvor naiv jeg var om livet med en baby. Og tænk engang, at jeg har fortalt om mine forventninger og planer til mødre, aaarrrgggh! Det er så pinligt. Jeg forstår ikke, at de ikke grinede bedrevidende og bare stoppede mig med det samme, haha! Efterfølgende har en veninde eller to dog også smilet af mig og sagt “haha, du var så naiv. Jeg tænkte, at det var bedst at lade dig opdage det hen ad vejen, i stedet for at skræmme dig.” Og jeg havde sikkert ikke troet på dem alligevel, hvis de havde fortalt mig, hvor hårdt det er at blive mor – både fysisk, følelsesmæssigt og socialt.

Baby i første række (mor er slet ikke på rækken)

Fysisk fordi du må udsætte alle dine basale behov. Du kommer ikke til at tisse, spise og sove i minimum tre måneder. Eller i hvert fald tisser du med baby på skødet (medmindre han sover på dig, så bliver du bare der og får testet om dine bækkenbundsøvelser virker). Og din mad er kold, og du spiser den med baby på armen. Dvs. du kan ikke spise mad der skal skæres ud, for du har kun én arm – hello pasta og fries. Og søvnen er slet ikke værd at snakke om. Selv den smule du rent faktisk får, er så let og du vågner hver gang baby trækker vejret lidt underligt eller bevæger hånden eller… morinstinktet holder et øje vågent hele natten.

Har jeg stadig venner?

Socialt er det hårdt fordi du isolerer dig. I starten vil du bare nyyyyyde din baby og du er så træt, at alle bare skal gå og lade dig sove. Man kan virkelig føle sig alene. Det gjorde jeg i hvert fald. Jeg skubbede folk væk (forsøgte i hvert fald), fordi jeg var aaaaaalt for træt til at snakke. Samtidig savnede jeg dem og havde brug for både at have det voksen-sjovt, men også at dele mit livs kærlighed med dem. Og jeg manglede også at finde mig selv igen. Nu havde jeg en ny rolle som mor, en rolle jeg var gledet helt naturligt ind i, og kæresterollen blev bare forstærket af alle de oplevelser og al den kærlighed Dian og jeg delte. Men hvordan i alverden forener man sin nye mor rolle med rollen som veninde???

Trækker han vejret???

Følelsesmæssigt er det hårdt, fordi du ikke “bare” får en baby. Du får også EN HELT MASSE KÆRLIGHED og EN HELT MASSE ANGST OG BEKYMRING. SHIT MAND. Det her er nok det hårdeste. Ti dage efter fødslen var vi til 25års fødselsdag, og moren til fødselaren spurgte om det var hårdt. Jeg svarede: meget! Men at det vel også var hårdest i starten, hvor der bare var så mange bekymringer og så meget angst? Hun grinede og sagde, at “det går aldrig over!”

Lær at håndtere følelserne (græder du nu igen?)

Men men men. Det bliver bedre alt sammen. Man kan spare mange søvnløse nætter ved at købe sig en vuggedødsalarm, så man ikke selv behøver ligge vågen hele natten og holde øje med babys vejrtrækning. Man kan finde førstehjælpsøvelser på youtube, så man er klar når baby får maden galt i halsen. Man kan læse alle foldere og gøre det hele rigtigt og bede til Gud, om at han klarer alt det man ikke selv kan styre. Terror og lyn og hvad ved jeg. Og glæde sig over hvor velsignet og heldig man er, at man må være mor til sådan en vidunderlig lille mus.

BREAKING: du er ikke den første, der har fået en baby

Socialt finder man ud af, at man stadig er sig selv og at vennerne ikke forsvinder så nemt. Tænk, de er der stadig efter maaaange måneder, når man igen har overskud <3 Eller overskud er det vel næppe, men alt bliver nemmere, for man bliver sejere og kan rigtig rigtig meget med en baby hen ad vejen. Jaja, man sveder stadig konstant, skal planlægge tusind ting og samtaler bliver hele tiden afbrudt. Men det er ikke første gang nogensinde, at nogen har fået en baby – det er muligt at leve et normalt liv med sådan en! Og efterhånden kan baby mere selv og bliver klar til flere indtryk. Pludselig bliver din baby, som HADEDE fremmede mennesker og nye steder og nægtede at spise og sove og bare græd og græd indtil i kom hjem igen, helt vild med at opleve verden. Der er en tid til alt, og det er MEGAOKAY at leve i en babyboble så længe man vil. Det er jo en tid, der ikke kommer igen.

Guru advicing

Og fysisk, well. Gør dig selv en tjeneste og køb “Solve your child’s sleep problems” af Richard Ferber. Den kan findes på Amazon til ikke særlig meget. 500 siders opslagsbog om alverdens søvnproblemer og guide. Søvntræning er ikke nemt (!!!) og skal kun gøres når du selv er klar og gerne med en til virkelig at støtte dig i beslutningen, for det virker, og det giver meget mindre gråd på den lange bane, giver hele familien god søvn og gladere og mere udhvilede forældre og baby.

Vi har talt meget om prioriteter på det sidste. For vi kommer ikke uden om kompromisser – selvom det ville være lækkert og vi jo gerne vil gøre ALT og gøre det HELE TIDEN og SÅ GODT som det overhovedet kan være. Men tiden er begrænset. Økonomien er begrænset. Især når vi begge to er på SU. Og især fordi vi gerne vil have fem børn – hvis livet giver os lov, og vi har overskud til det.

Vi kan ikke give dem alle sammen kørekort og kæmpe børneopsparing og mange rejser og oplevelser og fritidsaktiviteter og og og. Men vi tænker, at et kørekort er en god start, og en lille børneopsparing. Jeg kan godt lide, at de også selv skal arbejde, tage ansvar og lære værdien af penge og arbejde. Min egen børneopsparing var vist på 500 kr og blev snoldet væk på en shoppingtur i Kbh haha. EJ, mine forældre har altid hjulpet mig (og gør det stadig), og jeg sætter stor pris på at vide at jeg har deres endeløse opbakning, men at jeg kan stå på egne ben og forsørge mig selv. Det vil jeg gerne give videre.

Det vi prioriterer højest er oplevelser. Både de større af slagsen, som rejser, at bo i forskellige lande og fester, men også små oplevelser i hverdagen som svømmehal, legeplads og stranden (det behøver jo ikke koste noget for at give en masse på oplevelse- og familiekontoen). Fritidsinteresser synes jeg også er absolut nødvendigt, i hvert fald en sport. Der kan de lære en masse om sammenhold, samarbejde, at bevæge sig, disciplin, at lytte og at gå efter noget. Og endnu vigtigere, tænker jeg sport giver en masse venner, succesoplevelser og selvtillid.

Og hvad må vi så spare på? Jeg tænker det bliver forbrug og faste udgifter. Generelt er vi gode til at handle billigt ind, lave mad til flere dage og købe brugte ting hvor det giver mening. Desuden er vores husleje rimelig lav, og vi har ikke bil. Vi har heller ikke TV eller streaming-tjenester, og Dian har brugt lidt tid på at finde de billigste løsninger på forsikring, telefon etc. Hvis vi bliver ved med at have et lavt forbrug som nu, når vi begynder at få løn, skal der nok være plads til at give børnene oplevelser og fritidsinteresser. Selvom der nok på et tidspunkt bliver brug for noget lidt større at bo i.

Læs også: “JA, jeg har tid!”

Læs også: “Babys første flyvetur”

Jordan er i vuggestue lige nu, og jeg har ræset rundt hele morgenen for at bruge tiden bedst muligt. Bogstavelig talt, jeg har været ude at løbe. Og endda løbe med dårlig samvittighed, fordi jeg følte, der var tusind andre ting, jeg også kunne have brugt tiden på – selvom jeg allerede har nået halvdelen allerede. Altså hvem løber, om morgenen, med dårlig samvittighed? Come on, now.

Det der med at bruge min tid bedst muligt og nå alting hurtigst muligt har taget overhånd for mig. Jeg halser rundt, laver fire ting på én gang, og jeg glemmer at klappe mig selv på skulderen. Når dagen er ovre, ærgrer jeg mig over ting nr. 17 og 21, som jeg ikke nåede på min to-do liste. Dian synes, jeg når en hel masse. Så sent som i går roste han mig for at få ordnet alt muligt. Men hvad er pointen med hele cirkusræset, når jeg selv bare føler mig mere og mere bagud? Jeg glemmer jo helt at nyde det hele undervejs. Jeg synger godnatsange for Jordan med tankerne på alt det jeg skal i morgen. Jeg har stadig sommerferie for søren!!!

Altså det gider jeg ikke mere, at ræse rundt med uret tikkende i nakken. Nu bruger jeg tiden i stedet for at lade tiden bruge mig. Eller det vil jeg i hvert fald begynde på. Så her sidder jeg, på min lille mornumse og skriver et indlæg, fordi jeg har lyst og fordi jeg kan, fordi det er min tid jeg bruger.

Ej, og en anden grund til at tage den med ro: jeg er ikke så megaeffektiv, som jeg selv tror… Jeg nåede hele vejen hjem fra løbeturen, før jeg opdagede, at jeg havde glemt mine nøgler i klapvognen i vuggestuen. Så løbeturen blev lige lidt længere, tilbage til vuggestuen med mig. Og jeg nåede hele vejen derhen, før jeg kom i tanke om at jeg jo havde nøglerne på mig. Godmorgen, ven. Da jeg kl. 5.30 foreslog at Dian tog morgenvagten med vores baby, som tumlede rundt i sengen, svarede han ellers at det var bedst at jeg gjorde det. Jeg “er jo god til det med morgenener, og fungerer godt” haha. Dian får morgenvagten i morgen, og så bliver jeg liggende med lukkede øjne, eller læser en bog eller hvad jeg nu har lyst til, for vi skal nok nå det hele.

Før jeg fik Jordan havde jeg hørt nogen sige, at de havde haft lyst til at smide deres barn ud af vinduet. Det kan man da ikke sige, tænkte jeg. Det er jo forfærdeligt. Og det er selvfølgelig en forfærdelig tanke, men jeg vil vove at påstå, at ALLE forældre oplever den mindst én gang, højst sandsynligt mange gange. Og det er bare en tanke. De fleste af vores tanker kommer fra underbevidstheden – vi er ikke i kontrol over dem! Og derfor bør vi ikke have så dårlig samvittighed over dem heller. Ja, det ville være nemmere at smide barnet ud af vinduet og ja, du ryster af vrede og du orker IKKE MERE. Men fra at have tanken til at handle på den, er der milevidt. Du er kun et menneske, så grimme tanker dukker op, når situationen bliver presset nok. Men du er også menneskelig, så du kunne aldrig drømme om faktisk at gøre sådan noget.

Det her er et emne jeg har talt med en forælder eller fem om siden jeg fik Jordan. Og hvor er det rart at kunne tale om det. Jeg følte mig helt forkert da jeg fik tanken første gang. Jeg blev virkelig, virkelig bange for mig selv og havde brug for at Dian kom hjem og tog over. I samme omgang fik jeg tanker om selv at hoppe ud af vinduet. Det skræmte mig virkelig, jeg har aldrig haft lyst til sådan noget før. Og det var ikke fordi jeg ville dø, jeg elsker mit liv og min familie. Jeg orkede bare ikke mere. En anden gang lagde jeg bare Jordan i sin seng i 10 minutter, og gik ud på badeværelset og trak vejret og græd i fred. Det var Jordan bestemt ikke tilfreds med, men det var meget bedre end at jeg rasende skulle forsøge at berolige ham. Jeg måtte lige tage hånd om mig selv først.

Efter at have forstået, at det er okay at have det sådan, okay lige at have brug for ti minutter alene, synes jeg også det hele er nemmere. Jeg kan bedre holde ud i vanskelige situationer, fordi jeg ved at det er okay, at det er lort og at jeg synes det er lort. For mig har det været vigtigt at kunne tale om det med andre. Jeg får intet godt ud af at gå alene rundt med sindssyg dårlig samvittighed og slå mig selv i hovedet, fordi jeg blev sur på min baby og tro at jeg er den eneste i verden der er sådan en dårlig mor. Det er iøvrigt en af de ting, jeg øver mig på; at tale pænt til mig selv. Ikke være så hård ved mig selv. Hvis det var en veninde, havde jeg jo givet hende en krammer, sagt at man ikke selv bestemmer alle sine tanker og at sådan er det bare at være mor, det er hårdt indimellem. Men man klarer det, og det er dét der gør en til en skidegod mor.

Åh, og en helt anden, men meget vigtig grund til at tale med andre om det svære, er at man måske har brug for lidt mere hjælp end man kan bede manden, familie eller venner om – professionel hjælp. Hvis tanker om at skade sig selv eller barnet begynder at fylde for meget i hovedet, kan det være en fødselsdepression. Og så er det sindssygt vigtigt at du og dit barn får den hjælp I har brug for.