Vilje er ikke nok

skaermbillede-2017-11-13-kl-13-29-12

Vi hører tit, at vægttab handler udelukkende om viljestyrke. Om at VILLE det nok. Hvis ikke det lykkes, ville man det bare ikke nok. Men mærk lige efter engang. Passer det virkelig, at du ikke vil tabe dig, være glad i din krop og være den bedste udgave af dig selv? For mange er svaret et rungende nej! Hvorfor er så så svært?

Viljestyrke er en begrænset ressource og du bruger højst sandsynligt det meste af den hver dag, uden at være på slankekur. Derfor oplever mange at der ikke er nok viljestyrke til at holde en streng slankekur. Og hvis de lykkes med at holde den og tabe sig, tager de fleste alligevel det tabte (eller mere) på igen efterfølgende. Overskud og viljestyrke svinger fra time til time. En dårlig nattesøvn, en travl dag, en fest, en ferie – mere skal der ikke til for at vælte alle de gode intentioner.

Det handler derfor om, at vælge en strategi som ikke er så afhængig af viljestyrke. En strategi, som er til at holde. Mad, du godt kan lide. Motion, du godt kan lide. Mad og motion, som passer ind i din hverdag. Skal maden være nem eller kan du godt lide at bruge tid i køkkenet? Og hvad kan din familie godt lide? – Der findes mange sunde, mættende og børnevenlige retter. Skal du gå til motion sammen med andre eller passer det dig bedst at gå i fitness inden arbejde?

Hent Slanke App gratis i App Store. Med vores visuelle kalorietæller, kan du tabe dig og holde vægten, på den måde, der virker bedst for dig.

Det er mit liv

skaermbillede-2017-10-24-kl-20-59-23

Folk er jo egentlig ligeglade. Fuldstændig ligeglade med hvordan jeg vælger at leve mit liv. De er jo af gode grunde travle med at leve deres eget liv. Alligevel har det betydet noget for mig, hvad andre synes om min måde at leve på – om jeg gør det godt.

Men jo mere jeg har oplevet, jo mindre betyder andres mening. Sygdom i min familie, en lang on- and off periode med stress og hos mig selv, og især desværre at miste en baby og at få en baby, har sat tingene i perspektiv for mig. Jeg ved, hvad jeg ikke vil bruge tid på, og hvordan jeg vil gøre tingene. Og bare fordi “man” gør tingene på en måde, betyder det overhovedet ikke, at det er det rigtige. I hvert fald ikke det eneste rigtige.

Ting, jeg ikke gider

  • Strenge diæter, der gør det umuligt at være social og dræner al energi. Ikke mere juicekur eller veganisme.
  • Negative relationer. Altså, selvfølgelig er man nogengange bare at trække vejret dybt og kunne omgåes folk man fx er kollega/i familie med. Der er også gange, hvor det giver god mening at ses med nedern mennesker, hvis man gerne vil hjælpe dem og de bare har det hårdt. Men hvis de ikke vil hjælpes eller ens venskab kun går ud på at bagtale og brokke sig, så er det virkelig ikke noget værd. Faktisk er det bedre ikke at ses.
  • At have travlt med hvad alle andre gør. Jeg mangler i forvejen tid til mit eget liv haha
  • At være jaloux. Når følelsen rammer mig, har jeg lært af Sandra Willer (og det virker SÅ godt for mig), at være taknemmelig i stedet. Taknemmelig, fordi jeg nu ved, hvad jeg også gerne vil og kan gå efter det. Der er nok til alle! Vi kan alle sammen være mega lækre og have et mega lækkert liv. Hurra for os.
  • Stress. Been there, done that. Jeg gider heller ikke have travlt (som i øvrigt ikke er det samme som stress. Det føles som en knytnæve i ansigtet, når nogen siger at de føler sig stressede. Du har ikke stress, hvis du går rundt og mærker efter hvordan du har det – du har bare travlt, Kirsten). Man går glip af alt det gode ved at tro, at man skal det hele på én gang, og at det alt sammen er livsnødvendigt. Man har så travlt at man slet ikke når at nyde noget som helst.

Ting, der er vigtige og rigtige for mig

  • At hente Jordan kl 13 i vuggestue. Jeg vil også selv nå at nyde ham! Noget af det bedste jeg ved, er at tage på hverdagsudflugter med ham i svømmehallen, zoo, legepladsen eller hjem til en ven. Så føler jeg, at vi har haft verdens bedste dag og nydt hinanden. Vi er meget priviligerede at have den mulighed, fordi jeg har valgt selv-studie – men det er jo sådan jeg har valgt at indrette mit liv. Når jeg begynder at arbejde tænker jeg også, at det bliver deltid eller selvstændigt, så jeg kan prioritere tiden med familien.
  • At træne. Tiden der bliver brugt på det, får jeg igen i energi, overskud og glæde. Og så er det nødvendigt for at holde mig rask længere tid ad gangen.
  • At lære noget nyt, hele tiden. Jeg føler slet ikke at jeg er mig selv, hvis ikke jeg er i gang med noget nyt. Vi har SÅ mange diamanter gemt i os, vi skal bare finde dem og slibe dem og udnytte alt vores vidunderlige potentiale. Sidste projekt var cheerleading, det var virkelig sjovt – jeg gjorde ting, jeg aldrig havde troet jeg kunne (at gå i split, danse foran en masse mennesker på stadion og undervise en 6. klasse i dans og stunts uden at nogen kom til skade). Det seneste projekt at svømning haha, der er jeg virkelig kommet på dybt vand og det er ikke kønt.
  • At have mange, gode venner. Jeg elsker mine venner. En aften i godt selskab er virkelig at levet livet til fulde. Nu hvor jeg har fået pusten igen og ikke er nybagt mor, betyder det rigtig meget for mig at se mine venner og få nye venskaber. Min bror er den bedste i verden til sådan noget, han laver ikke andet end at se sine 40 venner. Jeg er hende den umulige, der aldrig tager telefonen, altid glemmer at svare og aldrig har tid til at ses. Og når vi gør, har jeg en baby med, så det er umuligt at føre en samtale. Still working on that.
  • Min tro. Jeg er kristen, og det betyder at jeg tror på Gud og Jesus, beder til dem og går i kirke, når stjernerne står rigtigt, så det passer med Jordans lur. Det med stjernerne var en joke, jeg er ikke overtroisk 😉 Det betyder også at jeg har et håb om et evigt liv efter døden, og et håb om at Gud elsker os alle sammen og passer på os helt til verdens ende. Og når et evigt liv nu er længere end de 125 år jeg regner med at leve her på jorden, så tænker jeg også at de ting der varer evigt er noget vigtigere end de ting, der bare forsvinder. Ting der varer evigt er vel sådan noget som andre mennesker og ens karakter, mens ting der forsvinder må være kandidatuddannelser, ens omdømme, keramik interiør og tykke lår.
  • Min familie. Det der med at have bedsteforældre eller oldeforældre boende eller som naboer er enormt tiltalende for mig. Det er helt sikkert noget, vi skal – hvis de er med på den. Både for hyggens skyld, men ligeså meget for at tage os af dem, når tiden kommer til det. Det er mere almindeligt i USA fx. Familien vi boede hos havde deres forældre boende til de døde. Det kunne ikke have været en bedre sidste tid og afsked. De flyttede nærmest også ind hos en nonne fra kirken for at hjælpe hende hele hendes sidste tid. Den næstekærlighed er helt utrolig, men det virker også som det naturligste i verden – selvfølgelig er det sådan, det skal være.

Kan man ikke bare spise det man har lyst til?

skaermbillede-2017-09-24-kl-15-34-58

EJ, jeg gik og troede, at man bare kunne spise lige hvad man ville, når man ville. Det kan man også, ja. Og det er jo faktisk det jeg selv har gjort. Jeg troede bare at tynde mennesker også gjorde det. Men her den anden dag så vi Luksusfælden. Jeg blev virkelig forarget over hvor tankeløst, de brugte deres penge. Fuldstændig uden at tænke, fyrede de penge af på ting de havde lyst til, helt uden at tage hensyn til om de havde råd til det eller ej. Jeg kunne slet ikke forstå, hvordan man kan opføre sig så uansvarligt. Og så prikkede min samvittighed mig på skulderen og spurgte, om det ikke var det samme jeg selv gjorde, når jeg hovedløst spiste lige hvad jeg havde lyst til, helt uden at tage hensyn til om jeg havde “råd til det” på kaloriekontoen.

Jeg tænker det viser to ting. 1) gæld og overvægt er ikke bare folk der bruger flere penge end de har/folk der spiser flere kalorier end de forbrænder. Det er meget komplekst. Det handler fx meget om følelser, om at dulme følelser man ikke kan være i, rastløshed, skam, ensomhed, tristhed. Det handler også om sociale sammenhænge og hvad der er normen i vores familie og vennekreds. Der er meget på spil. Men jeg tænker også at det viser 2) at man må tage ansvar for sig selv. At ingen er tynde eller har en god økonomi uden at tænke over det, planlægge og leve så det hele hænger sammen. Det kommer ikke af sig selv. Det kræver, at man tager ansvar.

Det er egentlig ikke fordi jeg er i helbredsmæssig risiko, min BMI er normalvægtig. Men om halvandet år er jeg færdiguddannet diætist – og hvordan kan jeg hjælpe andre til at have det godt i deres krop, hvis ikke jeg selv har det? Jeg må lige walke the talk, og deadline nærmer sig. Da jeg gik på efterskole tabte jeg mig på grund af sygdom 10 kg – som hurtigt røg på igen, da appetitten vendte tilbage. Men i en kort periode, havde jeg det virkelig godt i min krop. Jeg var MEGET overrasket over, hvor godt det føles at være lige som man skal være. Ikke at det nødvendigvis er det samme for alle, så længe man har en sund og normal vægt. Men hold nu op, hvor er der bare en verden til forskel. Jeg var slet ikke så selvbevidst, usikker, hadede slet ikke min krop og følte mig bare rigtig afslappet og veltilpas. Der vil jeg gerne hen igen.

Ej, tænk at jeg gik og troede at alle – undtagen mig – kan spise liiige hvad de vil. Hvor er det fjollet. Og lidt øv, at indse, at jeg ikke bare kan gøre som jeg har lyst til, hvis jeg vil nå mit mål.

5 gode vaner, som ikke kræver tid, sved eller penge

skaermbillede-2017-08-22-kl-21-14-02
 
1. NUANCER. Sundhed bliver ofte set sort/hvidt. Enten spiser vi udelukkende sundt og træner 6 dage i ugen eller også spiser vi noget forbudt, og så kan træningen være ligemeget og så kan jeg ligeså godt også tage en dessert. Men så firkantet behøver det ikke at være. Prøv engang at forestille dig en ti-trinsskala, og at 10 er det “sundeste” og 0 det “usundeste” du kan være på en dag. Forestil dig nu, at du har spist et stykke kage på arbejdet. Det kunne måske få dig til at føle dårlig samvittighed.
Måske får det dig til at droppe træningen, spise en ekstra portion aftensmad og lidt sødt bagefter, fordi du allerede er faldet i og har “ødelagt” dagen. Men på vores sundhedsskala faldt du bare til 9, og kan stadig nå at have en dag, som fører dig derhen hvor du gerne vil. Et stykke kage var med andre ord ikke verdens undergang, og din dag er ikke ødelagt. Der er flere nuancer end alt eller intet.
 
2. SUNDE MELLEMMÅLTIDER. Når vi tænker over, hvad vi har spist i løbet af dagen, er det ofte hovedmåltiderne vi tænker på. Vi glemmer ofte “de små” måltider, som alligevel fylder en del i kalorieregnskabet. Der er mange kalorier at spare, ved at sørge for at have grove og mættende mellemmåltider, snacks og drikkevarer med på farten. Det kunne fx være en bøtte vindruer, nødder, en grovbolle med magert kødpålæg og en flaske vand. Måske har du også noget kød tilbage fra aftnen før, som kan blandes med bønner og tomater?
 
3. ET REGELMÆSSIGT MÅLTIDSMØNSTER. Mange overspisninger skyldes, at man ikke har spist nok i løbet af dagen. Faste måltider er en nem måde at undgå at overspise på. Tre hovedmåltider og to mellemmåltider er passende for de fleste og med til at holde blodsukkeret stabilt. Ved at have en fast struktur om sine måltider, undgår man også at gå og snacke hele dagen – hvilket kan løbe op i mange kalorier, uden at man selv føler at have spist noget som helst.
 
4. LEVN MAD OG SIG NEJ TAK. Mange af os har lært hjemmefra, at det er gode manerer at spise op og sige ja tak, når vi bliver budt på noget. Vi overhører vores egen fornemmelse for sult, alene for at overholde sociale regler. Til sidst kan det blive svært at mærke om vi egenlig er sultne, når vi gang på gang ignorerer vores intuition. Dit helbred, din fornemmelse for din krops signaler og din glæde ved at være i din egen krop er vigtigere end sociale regler.
 
5. TILPAS? Mange har en idé om, at man skal spise til man er mæt. Men når man er mæt, har man ofte spist for meget. Prøv at spise til du føler dig tilpas i stedet. Ikke sulten, men heller ikke fuld. Du gør virkelig dig selv en tjeneste, ved at øve dig i at mærke efter i din krop hvornår du er tilpas. Ved i en periode bevidst at mærke efter, vil du på længere sigt automatisk stoppe med at spise, når du ikke længere er sulten og have lettere ved ikke at spise på kedsomhed, rastløshed og andre følelser.
 
Dette indlæg er skrevet for Slanke App, min fars visuelle kalorietæller som kan hentes gratis i App Store. Følg med på Slanke Apps facebookside, for at se flere indlæg som disse.

Hvordan vedligeholder du dit vægttab?

shutterstock_319220315

Efter et succesfuldt vægttab, oplever mange at det er rigtig svært at fastholde de nye, gode vaner. De fleste forbereder sig på vægttabet ved at formulere et mål og lave en plan for, hvordan de vil nå derhen. Men det er ligeså vigtigt, at have en plan for, hvad der skal ske efter vægttabet.

En vedligeholdelsesplan kunne bestå af:

Grunde til, at jeg ikke vil tage på igen, fx
1. Jeg har fået mere energi, 2. Jeg er mere selvsikker nu, 3. Mine børn er stolt af, at jeg har gjort det…

Gode spisevaner, som jeg skal bevare, fx
1. Jeg skal registrere min kost, 2. Jeg skal spise 600 g frugt og grønt dagligt, 3. Jeg skal spise morgenmad…

Gode motionsvaner, som jeg skal bevare, fx
1. Jeg skal fortsætte til BodyPump mandag og onsdag, 2. Jeg skal bruge mit hæve-sænke bord til at stå op på arbejdet, 3. Jeg skal løbe 3 km om morgenen…

Kritiske situationer, som jeg skal passe på, fx
1. Jeg skal have mad med til vejen hjem fra arbejde, så jeg ikke går forbi bageren, 2. Jeg skal gå i seng i ordentlig tid, så jeg kan komme op og løbe en tur om morgenen, 3. Jeg skal vente 20 minutter og mærke efter om jeg er tilpas eller sulten inden jeg tager en mere portion mad…

Det handler om at planlægge og finde mestringsstrategier til at undgå at falde tilbage i den adfærd, du lige har flyttet dig fra. Mestringsstrategier kan hjælpe dig med at fastholde dit fokus, din motivation og energi, selv når det bliver svært.

Et af de redskaber mange har gavn af, er selvvurdering. Det kan fx være at formulere nogle specifikke krisetegn. Når dette krisetegn viser sig, ved du at det er på tide at finde tilbage på sporet igen og reaktivere de nye vaner. Et krisetegn kunne være en tøjstørrelse eller et tanke- og følelsesmæssigt mål, fx:

“Har jeg to uger i træk, haft negative tanker om min måde at spise på, skal jeg finde tilbage til min kostplan og stille spørgsmål til om de negative tanker gavner mig” eller:

“Har jeg to uger i træk spist, fordi jeg var stresset, skal jeg igen øve mig i at spise intuitivt efter sultfornemmelse og gå en tur hver dag efter frokost”

Dette indlæg er skrevet for Slanke App, min fars visuelle kalorietæller som kan hentes gratis i App Store. Følg med på Slanke Apps facebookside, for at se flere indlæg som disse.