Succes er ikke glæde

Uagtsomt manddrab er stadig manddrab

singerglobalopvarmning

Har vi et ansvar for at hjælpe andre mennesker, som er i ekstrem nød? Nogle vil sige ja, hvis vi har mulighed for at hjælpe dem, bør vi gøre det. Andre vil sige, at vi kun bør hjælpe dem, der er følelsesmæssigt eller geografisk knyttede til os. Næromsorg, kalder forskerne denne holdning. Uanset hvad man mener om dette, vil langt de fleste dog være enige om at vi i hvert fald er forpligtede til ikke at gøre andre mennesker ondt.

Filosoffen Peter Singer siger, at vi i dag er vi forbundet til andre mennesker jorden rundt på en måde vi ikke før havde kunnet forestille os. De drivhusgasser vi udleder ved at flyve, køre bil og (især) spise svinekød og oksekød, er skyld i ekstrem nød andre steder i verden. Desværre er det de fattige i udviklingslande det går udover, og der er ikke noget, de kan gøre ved det, for de er kun skyld i en brøkdel af opvarmningen. Det er os, de rige i Vesten, der er skyld i deres nød.

Ifølge WHO har den globale opvarmning forårsaget yderligere 140.000 dødsfald i 2004, sammenlignet med det gennemsnitlige antal dødsfald, hvis temperaturen var forblevet som den var i perioden 1961-1990. 140.000 svarer til 11. september hver eneste uge i over et helt årti og det fortsætter bare og bliver værre, indtil vi beslutter os for at stoppe det.   

Det er altså en kendsgerning, at vi handler sådan, at vi er direkte årsag i andre menneskers død. Derfor ser det ud til at vi, uanset hvilket verdenssyn vi handler ud fra, har en moralsk forpligtelse til at stoppe med at gøre andre mennesker ondt og kompensere for den skade vi allerede har gjort dem. Sådan siger Peter Singer det og jeg må lægge mig ned fladt, jeg kan ikke argumentere imod det. Vi (jeg) tænker ikke meget over det til daglig, fordi dem mine handlinger går ud over ikke står foran mig. De sidder på den anden side af jorden. Men bare fordi jeg ikke “føler mig” ansvarlig og skyldig, betyder det ikke, at jeg ikke er det. Bare fordi jeg ikke ser menneskerne med mine egne øjne, når de drukner i oversvømmelser, sulter på grund af tørke eller får klimafølsomme sygdomme, gør det det ikke mindre virkeligt. Verden er ikke så stor endda, vi er forbundet alle sammen. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Succes er ikke glæde