Far tog guld med hjem

Ej, men sikke en kamp! De gør det hver gang der er en finale eller semifinale! Er bagud eller lige hele kampen, og så tager de sejren indenfor de sidste to minutter. Sidste år var de kun foran 48 sekunder i hele kampen. Heldigvis de sidste 48 sekunder.

Jeg fulgte med i kampen på tv hjemmefra Dians farmor. Jeg har været på stadion med lille Jordan de sidste kampe, men der har vi siddet i varmen i VIP’en og jeg har skiftet og ammet i vores (cheerleadernes) omklædningsrum, og jeg kunne hurtigt kom hjem hvis hele verden faldt sammen i det lille søde 5-uger gamle babyhoved. Men kampen var ikke mindre nervepirrende på tv. Jeg sad ligesom sidste år på kanten af sædet og på randen til tårer af spænding, glæde og åh-nej. De spillede SÅ godt, begge hold. Og det var de rigtige hold i finalen. Razorbacks har vundet alle kampe i sæsonen, bortset fra én til Copenhagen Towers. De havde også vundet en over dem. Så, det var spændende.

Dian nåede lige at komme hjem og give guldet til Jordan, inden han tog afsted igen til sin første bytur efter vi er blevet forældre. Ejjjj, hvor ville jeg gerne med. Det er noget helt særligt, når Razorbacks vinder. De har noget særligt sammen, de gutter. Og de er pissesjove at være cheerleaders for. Åh, jeg glæder mig til at danse med næste sæson. Men først skal der holdes guldfest.