Op igen efter en dårlig eksamen

De færreste møder op til en eksamen med veludhvilede øjne, lav hvilepuls og helt vildt meget zen. Selv for dem der har udnyttet tiden i løbet af semestret og i læseperioden op til eksamen, er der tit et press. For nogen er det værre end andre. Jeg har altid haft ondt af, men overhovedet ikke forstået, de der var helt blege og kastede op af skræk før en eksamen. Det gør jeg nu.

Efter en mundtlig eksamen (jeg dumpede) på mit tidligere studie Filosofi, var jeg enormt bange, da jeg skulle op for en måneds tid siden. Så jeg blankede. Den oplevelse og beslutning kan I læse om i indlægget her. Oplevelsen af at spilde lærer og censors tid, ikke at være god nok sad overraskende tungt i min krop. Jeg havde brug for en god oplevelse til at komme ovenpå igen. Det fik jeg heldigvis.

Flere gange ugen op til eksamen, smed jeg bøgerne væk og sagde “jeg gør det ikke!” Jeg var syg, svimmel og træt af graviditet og bange, bange, bange for udsigten til endnu en dårlig eksamensoplevelse. Men jeg vidste, at det var vigtigt for mig at gå op til den eksamen. Jo længere tid, jeg udskyder eksamener, jo mere jeg pjækker, jo mindre jeg ser sine studiekammerater, jo større er risikoen for at jeg dropper helt ud af studiet. Det erfarede jeg med filosofi-studiet og det samme har psykologer erfaret. “What the hell” effekten kalder de det. Du har måske selv oplevet den, når du shopper eller tager et enkelt stykke slik – og så resten af skålen.

Så jeg gik op og mødte min frygt, for at vise mig selv og alle andre, at jeg vil det her. Og det gik så fint, selvfølgelig gjorde det det. Min kæreste bad en bøn for mig og klappede af mig i 100 år, da jeg kom hjem. Han vidste godt at jeg lige havde besteget mit helt eget Mount Everest.