Et ønske om kejsersnit

Jeg er 21, så de færreste af mine venner har prøvet hverken at føde eller få kejsersnit. Alligevel har alle en holdning til det. Langt de fleste, at “selvfølgelig skal du føde rigtigt.” Kejsersnit er fint om nødvendigt, men det er fjollet at ønske sig, for en fødsel er naturlig og det er ikke fair at snyde-føde, bare fordi man er bange for at det gør lidt ondt.

Jeg har termin den 10. september. Nu er jeg indstillet på at føde naturligt (hvis alt går fint), men det har jeg bestemt ikke været hele tiden. Jeg var heller ikke blevet gravid så hurtigt, hvis ikke kejsersnit var en mulighed. Jo mere jeg læste om kejsersnit og fødsler især, jo mere stålsat blev jeg på kejsersnit! Selvfølgelig ser statistikkerne fine ud for naturlige fødsler, langt de fleste oplever ingen alvorlige komplikationer. Men fine statistikker og sund fornuft kan overhovedet ikke nå ind til frygt. Og er var nok at være bange for i forbindelse med en fødsel, synes jeg.

Jeg skrev min frygt ned, for at gøre den mere håndgribelig. Måske jeg så nemmere kunne finde løsninger eller berolige mig selv. Jeg er bange for at miste kontrollen, at han ikke får luft, at der er travlt og ingen har tid til os, nåle, at blive lam, blod, 3- eller 4-gradsbristning, ikke at kunne klare smerterne, jordemødre og læger der ikke lytter, at Dian går og jeg er alene tilbage. Det hjalp ikke at skrive det ned. Især det med at miste kontrollen fylder meget. Et kejsersnit virker langt mere kontrollerbart. Det tager fem minutter, der er hele tiden læge og jordemoder til stede, de måler alt, han bliver ikke pludselig kvalt uden at nogen opdager det. En fødsel derimod… Ingen kan styre noget som helst.

Jeg læste en bog, “ikke i år, skat” og for mig var det verdens værste bog. Den handler om forskellige par, der møder hinanden, bliver forelskede, flytter sammen, får en baby. Nogen ville måske læse den og finde trøst i at det er helt normalt, at livet ændrer sig efter en fødsel. Nogen ville rose den for sin humør, sødme og ærlighed. Jeg græd. Jeg tænkte “åhhh nej, er det sådan mit liv skal ende…” Jeg husker ikke andet fra bogen, end det der gjorde mig ked af det. Jeg husker kvinder, hvor selve fødslen ødelagde deres kroppe, deres selvtillid, deres forhold, deres ambitioner. Men som min søde jordemoder lagde vægt på at forsikre mig og Dian om, så bliver livet normalt og godt igen.

Det jeg ville sige er, at et ønske om kejsersnit ikke handler om at springe over hvor gærdet er lavest og undgå ubehag. Ellers gik vi ikke gennem 9 måneders tortur forinden.