En helt vildt fin og meget simpel forklaring på ulighed og social arv af tegneren Toby Morris. Jeg er ikke forkæmper for lighed. Vi skal ikke trække hinanden ned i lighedens navn. Vi er bare forskellige og har forskellige værdier og drømme. Det handler heller ikke i høj grad om hvem der har penge og hvem der ikke har. Dian og jeg er begge på SU med baby, og vi klarer os godt. Og prøv engang at fordele alle pengene i DK fuldstændig lige. Efter et år er uligheden tilbage. For nogen sparer på pengene, nogen bruger dem på cigaretter og øl og andre bruger dem til at starte en virksomhed for. Jeg tror heller ikke, at alle der har succes, har det på andres bekostning (selvom der selvfølgelig er nogle sørgelige undtagelser). Ingen grund til at bekæmpe dem, der klarer sig godt. Det er ikke deres skyld, at andre ikke klarer sig ligeså godt.

Det var alt det, jeg synes vi ikke skal gøre ved ulighed. Det jeg synes vi skal gøre, er at lade os inspirere af dem der har succes og takke for dem, der skaber arbejdspladser og vækst i samfundet. Og når vi klarer os godt, skal vi være taknemmelige. Takke for det og give Gud, vores forældre, vejret og alle der har haft indflydelse på vores vej den ære de fortjener. Det samme når det går skidt. Vi har ikke indflydelse på alt. Alt er ikke vores egen skyld eller fortjeneste. Omvendt har vi selvfølgelig ansvar overfor os selv for at gøre vores bedste.

I skal lige se noget. Det her. Generation SoMe på DR3, det er SÅ sjovt. Jeg viste det til Dian, men han syntes ikke det var ligeså sjovt som mig og følte sig på ingen måde ramt. Kender I det, når man venter på en reaktion “nu kommer det sjove” og så griner den anden ikke. Antiklimaks og øv og uforløsning. Så nu deler jeg det med jer og håber I griner.

Jeg kan se mig selv i ego-cyklisten, haha. Især da jeg var gravid! “Jeg er gravid, så rejs jer da op, så jeg kan få en siddeplads i toget. Jeg har lige været ude og kaste op og får snart næseblod igen, hvis ikke snart nogen rejser sig…” tænkte jeg og var ved at koge over af hormoner. Men egentlig var min babybule lille og usynlig de første mange måneder (for så fra den ene til den anden dag at poppe helt vildt). Jeg irriterede mig også over mødre med barnevogne, der kom gående, “de fylder det hele, og hvis de rammer maven, så…!” Haha, og nu hvor jeg selv er en af mødrene, ræser jeg hæmningsløst rundt med barnevognen “lalala, lad mig komme til… Hov, kørte jeg over dine tæer, sorry. Men altså, du er jo stor og voksen og burde flytte dig for min lillebitte uskyldige baby i sin kæmpestore og proppede barnevogn med 40 kg tunge indkøbsposer.”

Og Beates off-day er også mig, haha. Jeg tror jeg kan det hele, og ikke det hele, når jeg har lært det og lidt ad gangen. Næ, det er det hele lige her og nu. Og når virkeligheden rammer, og jeg ikke var så stærk og sej og klog og dygtig, og døgnet kun har 24 timer og jeg skal amme i 8 af dem og Jordan kommer først, og hvad med alle de andre 1000 ting jeg også brænder helt vildt for? Haha,

Og for at gøre det Beate-style, vil jeg slutte med lidt livsvisdom i form af et engelsk citat:

“slow down you crazy child!!!” – Billy Joel

EJ, pyt med det. I får hele teksten, det er simpelthen godt at høre, hvis du er en værre Beate eller bare har en off-day:

Slow down, you crazy child.
You’re so ambitious for a juvenile.
But then if you’re so smart, tell me why are you still so afraid?
Where’s the fire? What’s the hurry about?
You better cool it off before you burn it out.
You got so much to do and only so many hours in a day.

Don’t you know that when the truth is told
That you can get what you want or you can just get old?
You’re gonna kick off before you even get halfway through.
When will you realize Vienna waits for you?

Slow down, you’re doing fine.
You can’t be everything you wanna be before your time,
Although it’s so romantic on the borderline tonight, tonight.
Too bad, but it’s the life you lead.
You’re so ahead of yourself that you forgot what you need.
Though you can see when you’re wrong,
You know, you can’t always see when you’re right, you’re right.

You’ve got your passion. You’ve got your pride,
But don’t you know that only fools are satisfied?
Dream on, but don’t imagine they’ll all come true.
When will you realize Vienna waits for you?

Slow down, you crazy child.
Take the phone off the hook and disappear for a while.
It’s all right you can afford to lose a day or two.
When will you realize Vienna waits for you?

Vi er det lykkeligste folk i verden. Det er almindeligt kendt og noget mange af os (I know I have!) har klappet os selv på skuldrene over. Vi har fat i den lange ende, we got this, vi lever levet bedre end alle andre. 

Men har I nogensinde læst undersøgelsen? Det er ret nedslående i forhold til forventningerne. Altså, nu er jeg ikke forsker. Men med den lille smule videnskabsteori jeg har været igennem, vil jeg sige, at det er en fejlkonklusion, at påstå at undersøgelsen viser, hvem der er de lykkeligste. Den viser nærmere, hvem der har det mest komfortabelt.

Kan vi blive enige om, at man godt kan være lykkelig, selvom man lever ukomfortabelt? Det er ikke altid (!) komfortabelt at rejse og opleve verden, men jeg vil vædde på at oplevelserne og minderne er lykkelige. Det er heller ikke altid vældig komfortabelt at hjælpe andre, men hvor har man det godt bagefter. Undersøgelser viser også, at det kan betale sig at gøre ukomfortable ting som at træne, fordi det øger lykkefølelsen generelt.

Vi kan egentligt også forestille os mennesker som lever vældig komfortabelt, men overhovedet ikke er lykkelige. Måske fordi de er ensomme eller keder sig eller ikke kan finde mening i livet.

Okay, det blev et lidt nedern indlæg. Det var ikke meningen. Jeg ville bare minde mig selv og dig om, at selvom vi har skabt et komfortabelt liv i Danmark, kan vi stadig lære en masse af alle de andre måder at leve på i verden. Og opmuntre os til ikke at settle ved det komfortable, men stille spørgsmålstegn til lykken, meningen med livet og måden vi lever på. Der er mere og bedre derude.

Værdighed. Ordet bliver smækket på bordet som det ultimative trumfkort. Et sikkert vinderargument, hvis nogen vover at mumle at kontanthjælpen måske også er rigeligt høj eller bliver givet til for mange. Eller hvis nogen stiller spørgsmål til om mindstelønnen er så høj, at den ekskluderer mennesker fra arbejdsmarkedet. Mennesker som droppede ud af folkeskolen, ikke læser godt nok til at tage en uddannelse, generelt har problemer i livet. De har ikke kompetencer til et job til mindstelønnen og sidder derfor fanget i kontanthjælpssystemet. Ikke fordi de ikke kan arbejde, men fordi de jobs de kunne udføre ikke findes i Danmark. Mindstelønnen er simpelthen for høj til den slags jobs. Hvis den blev sænket, ville det åbne for en masse jobs i servicebranchen, fx afhentning af rensetøj på hoteller. Jamen værdighed. 

Skal vi snakke om værdighed? Det er enormt værdigt at arbejde. Også hvis man er overkvalificeret til jobbet. Også hvis jobbet er langt væk. Også hvis det ikke er drømmejobbet. Selv hvis mindstelønnen blev sat ned til 60 kr/time. Selv hvis det er et lortejob og arbejdsvilkårene er ringe. I så fald kan vi snakke om at arbejdsgiveren er en uværdig chef. Men lønmodtageren, som gør sit arbejde, har helt sikkert sin værdighed i orden.

Don’t be that guy. Lad være med at snakke om offentlige ydelser som det eneste værdige. Det er godt at gøre sit arbejde. Hvis vilkårene er for dårlige, er løsningen ikke offentlig forsørgelse.

Den anden morgen vågnede jeg tidligt med hjertet boblende af taknemmelighed. Jeg takkede Gud for tusind ting! For vores lille baby, for min dejlige kæreste og at jeg elsker ham mere og mere hver dag, for min familie, at vi har det godt, for sommeren, vores lejlighed med højt til loftet og store vinduer, vores smukke by…jeg blev ved indtil jeg faldt i søvn igen. Den taknemlighed og fred gjorde mig så glad. Ikke fordi det er dejligt at være så fuld af tak og fred. Men fordi det viser, at Gud har førstepladsen i mit hjerte.

Vi kan putte mange ting på førstepladsen. Familie og venner, karriere, penge, fodbold eller sjov. Det er alle sammen gode ting. Men de bør ikke være på førstepladsen, de bør ikke være det hele vores liv hviler på, det vi er fuldstændig afhængige af og sætter al vores lid til. For vi kan miste dem alle sammen. Når de er på førstepladsen bekymrer vi os. Når Gud er på førstepladsen har vi fred og taknemlighed, for han griber os når vi falder, har magt når vi er magtesløse, og går med os hele vejen og længere.

Corrie Ten Boom, som overlevede en arbejdslejr under 2. verdenskrig og om nogen oplevede hvor meget vi har at miste, skrev “if you look at the world, you’ll be distressed. If you look within, you’ll be depressed. If you look at God, you’ll be at rest.” 

Læs også mit første indlæg i føljetonen Spiritual Journal her og om et mirakel her.