Et mirakel

Dian og jeg snakkede om mirakler den anden aften. Vi tror begge to på Gud, men han tvivler lidt på Jesus som Guds søn og synes ikke han ser nogen mirakler. Jeg kommer i en pinsekirke, så jeg ser indimellem folk blive helbredt eller opleve andre mirakler. Egentlig var det for mig også et mirakel at vi ikke stod midt i mængden under terrorangrebet i Nice. Jeg havde bedt Gud beskytte os mod terror, for den frygt har fyldt meget i mit hormonplagede og løvemorinstinktramte gravide hovede. Men nu vil jeg fortælle et andet dejligt mirakel om liv og død. Det handler om min farfar.

Han var meget syg og havde ligget i koma i tre måneder. Jeg var kun et år gammel, så jeg kan ikke selv huske det, men har fået historien fortalt mange gange siden. Min familie bad meget for ham. Min far havde sin guitar med på stuen, så de kunne synge lidt sammen. Min farmor hang notessedler med bibelvers rundt omkring i rummet. Min faster var i Sydamerika, men kom hjem for at se min farfar. Der var den her lægestuderende, som hun faldt i snak med. De diskuterede alt muligt over min farfar, og hun sagde “hvis min far havde været vågen, ville han sige at…”

Tiden gik, han blev holdt kunstigt i live, men der var ingen grund til at tro at han nogensinde ville vågne op igen. Min familie gik med til at fjerne apparaterne, altså passiv dødshjælp. Han blev kørt ned på en afdeling, hvor alle var mere eller mindre taget afsted. Ingen var ved bevidsthed eller kom derfra igen. Der var den her sygeplejerske som hver morgen, når hun ankom sagde godmorgen til patienterne, selvom de ikke kunne svare. Man siger at hørelsen er det sidste man mister. Men den her morgen svarede min farfar, “godmorgen”, og satte sig op i sengen. Hun fik et forfærdeligt chok og ringede til en overlæge, for at få en anden til at bekræfte at det ikke bare var hende, der var skør. Min farfar var blevet rask. Fuldstændig rask. Overlægen kaldte det et mirakel og det vildeste han havde set i sine 30 år som læge.

Jeg kunne slutte historien her. Men min farfar døde faktisk nogle måneder senere af en blodforgiftning. Men han nåede at se min faster inden, at tilbringe tid med familien og at møde den søde lægestuderende, som idag er blevet kristen, er blevet min onkel og faren til mine fem dejlige fætre og kusiner.