Nu er det min tur

Siden vi kom hjem fra ferie (en vildt dejlig USA-tur, mere om den!!), har stemningen været lidt kølig herhjemme. Egentlig har vi det rigtig rigtig godt, vi er MEGET heldige og dybest set virkelig lykkelige. Og selvom Dian har travlt i praktik og jeg er syg (og man generelt altid har nok at se til med en baby), får vi skabt tid til også at nyde det hele. Vi får Jordan passet, så vi kan gå i biografen. Idag havde Dian fri, så ham og en af vores gode venner tog Jordan hele dagen, så jeg kunne få lov at være syg. Og så kom han endda hjem med lyserøde roser!

Men noget er galt, og jeg vil ikke tillade det længere. Dian kan gøre lige, hvad der passer ham – og det gør han. Han tager imod en praktik i Svendborg, hvor han står for events, sejler, er lagkagedommer, overnatter ofte eller kommer sent hjem, og når han er hjemme, skal han ses med venner. Jeg derimod, er nødt til at sidde på min pind og være ansvarlig for vores baby døgnet rundt. Syg og det hele. Vores plan om at være fuldstændig lige forældre fungerer ikke godt nok. Jeg har slet ikke haft barsel, men læst hjemme, så jeg kunne være sammen med Jordan, mens Dian var i skole. Vi gik ind til forældreskabet på det vilkår at vi var sammen om det, at ingen havde barsel og at vi delte ansvaret. Men så ammede jeg, og så havde jeg pludselig nætterne. Og et eller andet sted hen ad vejen, begyndte vi at opføre os som om at Dian kan alt, og jeg ingenting kan. Jeg planlagde min kommende praktik ud fra, at jeg skal kunne være hjemme hos Jordan. Ved Dians praktik skænkede vi det ikke en eneste tanke at der er fire timers daglig transport, dage fra kl 8 om morgenen til over midnat og ofte weekenddage også. Det er ikke Dians skyld. Han spørger endda om lov og inddrager mig i alle sine beslutninger, men jeg siger aldrig fra, sætter grænser eller siger, hvad jeg vil. Jeg har gjort både ham og mig selv til mine egne fangevogtere. Og det er ikke fair overfor hverken Dian, mig eller Jordan.

Nu skal jeg have noget mig-tid. Fitness hold og det hele. Jordan skal vænnes fra amning om natten, så han kan sove igennem og Dian kan hjælpe om natten hvis han alligevel vågner. Jeg vil til frisør og have min egen hårfarve tilbage. Jeg vil give Dian mere plads til at være far. Han er ikke særlig god til at være mor nemlig, han gør aldrig tingene sekundet de skal gøres og har heller ikke mor-sansen, der kan mærke præcis hvad Jordan vil og hvilken nuance af ked-af-det han er. Til gengæld er han verdens bedste far, og ingen kan få vores baby til at skraldgrine ligeså højt og længe som Dian. Det bliver så godt for os alle tre, at jeg tænker mere på mig selv også, i stedet for bare ufrivilligt at halse rundt og please mine mænd. Jeg glemmer dem ikke, men jeg havde glemt mig selv fuldstændig.