Søvnstatus

Jordan er snart tre måneder gammel. For ikke så længe siden sov han gerne tre timer lange middagslure, hvilket var enormt praktisk for mig, der ikke er på barsel og skrev eksamensopgave. Til gengæld var han vågen fra 00-03. Ikke fordi han var sulten eller skulle skiftes. Han var bare vågen og ville underholdes og holdes, og vugges i søvn igen, når han endelig blev træt. Jeg er det vildeste A-menneske. Hvis jeg sover om dagen eller sover til senere end kl 8, vågner jeg grumpyer end Scrooge. Det har jeg altid været, mine forældre siger at jeg vågnede fra alle middagslure med fem minutters gråd. Så, jeg græd sammen med Jordan, den periode han var vågen om natten. Der er Dian lige modsat mig, og ser næsten altid NFL eller UFC om natten alligevel. Og han var hurtig til at melde sig til at sove middagslur sammen med Jordan, haha. Jeg sætter virkelig pris på, at han har overskud til at berolige både mig og baby, når vi er ved at gå ud af vores gode skind i de sene timer.

Men lige når vi opdager en rytme og lærer at tilpasse os den, synes Jordan der skal ske noget nyt. Nu sover han om natten (Hurra! Tak lille skat!) fra 23-08. Kun afbrudt af en masse spisepauser, som vi nemt klarer, fordi han nægter at sove andre steder end i sin babynest i vores seng. Så egentlig er jeg glad. Udhvilet. Min hjerne fungerer, min krop trives og jeg kan bedre klare alle de daglige udfordringer. MEN jeg når ingenting om dagen. For han vil kun sove i mine arme. Jeg kan ikke engang komme ud af døren, for både barnevognen og flyverdragten i bæreselen er åbenbart for langt væk fra os. Jeg har lært at gøre mange ting med ham på armen, men det går utrolig langsomt. Så dilemmaet er: skal jeg være vågen om natten for at nå det hele eller affinde mig med at være bagude med alt?