Hvis gnisten er væk

Idag vil jeg bare dele noget, forfatter Anette Prehn har skrevet. Jeg synes det er meget fint, tankevækkende og rigtig passende, når vi er igang med søvntræning af 8 måneder gamle Jordan efter Ferber-metoden (også kendt som “godnat og sov godt” eller “godnat og græd godt”). Billederne er fra et par uger siden, hvor jeg havde to eksamener, Dian havde en mild hjernerystelse og Jordan sov elendigt, men så enormt cute ud i sit lille “skib” – you’ll get the point later.

Læs også mit indlæg om første, forfærdelige dag med Ferber metoden.

HVAD NU HVIS SKILSMISSEN SKYLDES FORTOLKNINGEN?
I morges på den lokale parkeringsplads mødte jeg en far. Modsat hvad omgivelserne havde set komme, er han og konen netop blevet skilt. De har de mest vidunderlige små børn, i alderen et til seks år. Nu skal børnene til at vænne sig til et liv på skift – hos henholdsvis far og mor.

”Vi har vel vidst det i et halvt års tid”, sagde faren. ”Gnisten er forsvundet. Det er rigtig trist. Men vi er heldigvis stadig gode venner.”

Hans kommentar har summet i mig siden. Og nu, hvor jeg sidder i Frederikshavn, og netop har talt i en industrivirksomhed, må jeg konstatere, at jeg faktisk refererede til den lille familie under mit oplæg. Oplægget handlede om reframing. Hvis du følger mit arbejde og læser mine bøger, vil du vide, hvor tæt ”reframing” er på mit hjerte. Reframing betyder omfortolkning og dækker over evnen til bevidst at ændre syn på en situation. Forskere fremhæver, at reframing burde være i vandet, vi drikker. Så vigtig er evnen til at skifte perspektiv, at det ville være godt, hvis den kunne blive styrket for hver tår vand, vi tager.

Vi lever i et frit land, og mennesker har heldigvis ret til at lade sig gifte og skille, som de vil. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan skilsmisseraten ville se ud, hvis alle kunne reframe, og hvis voksne i småbørnsfamilier var enige om at gøre det.

Hvad nu, hvis vi fortolker (og accepterer), at livet som småbørnsfamilie er temmelig meget anderledes, end livet var det i de første måneder og år, man var sammen som par, eller dengang man kun havde et barn? Hvad nu, hvis vi tænker, at det er helt naturligt at ”miste gnisten”, når hverdagen er tæt pakket med at balancere børn, jobs og bunker af praktikalia? Hvad nu, hvis det ligger i ”livsepoke-beskrivelsen”, at man mest af alt vitterlig er venner i nogle måneder eller år og ikke går rundt og tænder på hinanden konstant?

ET SKIBSDÆK I HØJ SØ
Når jeg ser på småbørnsfamilier udefra – min egen inklusive – så kommer der ofte et billede til mig. Jeg ser to voksne stå på et skibsdæk i høj sø. Vinden rusker, og bølgerne står højt. Men de voksne har slet ikke øje for vejrliget. De kigger bare på hinanden. Den ene er helt grøn i hovedet og råber: ”Jeg er ved at brække mig!” Den anden er ligeså grøn i hovedet og råber: ”Jeg er også ved at brække mig!” Hvorefter de ræsonnerer, at de er ved at brække sig over hinanden … og hopper fra borde, hver for sig.

Billedet har fulgt mig i flere år. Faktisk siden jeg en efterårsdag i 2013 sad i Cape Town med en kammerat, hans kone og deres barn på to år. De fortalte mig en lignende historie, som den, jeg hørte i morges: At de havde besluttet sig for at blive skilt, fordi de også ”bare var venner”, og fordi deres ”hverdagsliv ikke fungerede”. Der så jeg det gyngende skibsdæk i høj sø for mig for første gang. Jeg så, hvordan disse to mennesker kiggede på hinanden fulde af kvalme men slet ikke syntes at se og anerkende, hvilket oprørt farvand de p.t. sejlede i sammen.

MIN KVALME SKYLDES DIG!
En af hjernens spilleregler hedder ”neurons that fire together, wire together”. Den betyder, at hjerneceller, der aktiveres samtidig, forbinder sig med hinanden. Hvis jeg står og kigger på dig, mens jeg bliver mere og mere grøn i hovedet, og du står og kigger på mig, mens du bliver mere og mere grøn i hovedet, så kommer vi let til at forbinde hinanden med kvalme og bræksmag. Det er en hjernelogisk reaktion. Jo mere vi kigger indad – på hinanden – mens vi har kvalme, desto mere tror vi, at kvalmen skyldes den anden. Vi kan i stedet have glæde af at kigge udad – på det vejr som skaber bevægelserne i båden – og vi kan vide med hinanden, at vi nok skal ”komme i land igen” på et tidspunkt.

Det er velkendt, at vi lever i en kultur, der individualiserer mange ting. Men problemet med at individualisere er, at vi slet ikke får øje på de strukturer, de vilkår, de betingelser, der er omkring os. Et forældrepar tror let, at det er fordi, der er noget galt med deres forhold, at de er ved at brække sig på dækket. De giver hinanden skylden, i det stille eller i det eksplicitte. De føler sig måske endda klaustrofobiske og vil bare væk fra det, der er lige nu. De fortolker måske endda situationen derhen af, at den vil blive ved i al evighed? De har mistet troen på, at det kan blive godt igen. Fortolkningerne står i vejen for deres fælles liv sammen.

Men hvad nu hvis, livet i småbørnsfamilier er sådan i perioder – også i lange perioder? Hvad nu hvis? Hvad ville vi mon så gøre anderledes?

Evnen til reframing betyder noget. I praksis. For dig. Og for mig. Og for vores børn. Har I lært jer at reframe? Hvis ikke er det en investering for livet, hverken mere eller mindre. Den er med en kundes udsagn (en ung mand omkring de 30 år) en måde at ”genvinde kontrollen med mit eget indre på, også når der sker ting omkring mig, som er svære.” Jeg kunne ikke sige det bedre.