Tanker om fødsel vs. kejsersnit

Før og langt inde i graviditeten, var jeg overbevist om, at kejsersnit var det eneste rigtige for mig. Jeg forstod ikke hvorfor det var så vanskeligt at få lov til. Jeg ved godt, at det er dyrere st udføre et kejsersnit, men hvis flere fik det, behøvede der ikke være så meget personale om natten, da det kan planlægges til at blive gjort i dagtimerne og flere senge ville være ledige fordi det kun tager et par minutter at udføre.

Og jeg ville bare ikke føde. Jeg havde læst den her forfærdelige bog “Ikke i år, skat”, der handler om forskellige par, hvordan de bliver forelskede, flytter sammen og får et barn – og hvordan selve fødslen ødelægger deres kroppe, deres forhold, deres lyst og generelle glæde, de gav ligesom op. Det var i hvert fald det, jeg fik ud af bogen. Altså jeg græd ved tanken – skulle det virkelig være min skæbne? Nej, for hurra for kejsersnit!

Jeg troede heller ikke det var muligt for mig at føde. Det virkede fuldstændig skørt, at en baby skulle kunne komme ud af mig naturligt. Det ville det selvfølgelig også have været inden jeg blev gravid. Men min krop ændrede sig enormt meget i løbet af de ni måneder, og jeg begyndte at føle og tro på, at den arbejdede hen i mod det og godt kunne klare det. Så, I did it. Jeg var pissebange og selv i de sidste minutter af fødslen tænkte jeg “det går jo ikke det her, giv mig dog bare det kejsersnit!”, men det lykkedes og nu er jeg rigtig glad for det. Men jeg er stadig ligeså – hvis ikke mere – bange for næste gang det skal ske.