Kan vi tale om grimme tanker?

Før jeg fik Jordan havde jeg hørt nogen sige, at de havde haft lyst til at smide deres barn ud af vinduet. Det kan man da ikke sige, tænkte jeg. Det er jo forfærdeligt. Og det er selvfølgelig en forfærdelig tanke, men jeg vil vove at påstå, at ALLE forældre oplever den mindst én gang, højst sandsynligt mange gange. Og det er bare en tanke. De fleste af vores tanker kommer fra underbevidstheden – vi er ikke i kontrol over dem! Og derfor bør vi ikke have så dårlig samvittighed over dem heller. Ja, det ville være nemmere at smide barnet ud af vinduet og ja, du ryster af vrede og du orker IKKE MERE. Men fra at have tanken til at handle på den, er der milevidt. Du er kun et menneske, så grimme tanker dukker op, når situationen bliver presset nok. Men du er også menneskelig, så du kunne aldrig drømme om faktisk at gøre sådan noget.

Det her er et emne jeg har talt med en forælder eller fem om siden jeg fik Jordan. Og hvor er det rart at kunne tale om det. Jeg følte mig helt forkert da jeg fik tanken første gang. Jeg blev virkelig, virkelig bange for mig selv og havde brug for at Dian kom hjem og tog over. I samme omgang fik jeg tanker om selv at hoppe ud af vinduet. Det skræmte mig virkelig, jeg har aldrig haft lyst til sådan noget før. Og det var ikke fordi jeg ville dø, jeg elsker mit liv og min familie. Jeg orkede bare ikke mere. En anden gang lagde jeg bare Jordan i sin seng i 10 minutter, og gik ud på badeværelset og trak vejret og græd i fred. Det var Jordan bestemt ikke tilfreds med, men det var meget bedre end at jeg rasende skulle forsøge at berolige ham. Jeg måtte lige tage hånd om mig selv først.

Efter at have forstået, at det er okay at have det sådan, okay lige at have brug for ti minutter alene, synes jeg også det hele er nemmere. Jeg kan bedre holde ud i vanskelige situationer, fordi jeg ved at det er okay, at det er lort og at jeg synes det er lort. For mig har det været vigtigt at kunne tale om det med andre. Jeg får intet godt ud af at gå alene rundt med sindssyg dårlig samvittighed og slå mig selv i hovedet, fordi jeg blev sur på min baby og tro at jeg er den eneste i verden der er sådan en dårlig mor. Det er iøvrigt en af de ting, jeg øver mig på; at tale pænt til mig selv. Ikke være så hård ved mig selv. Hvis det var en veninde, havde jeg jo givet hende en krammer, sagt at man ikke selv bestemmer alle sine tanker og at sådan er det bare at være mor, det er hårdt indimellem. Men man klarer det, og det er dét der gør en til en skidegod mor.

Åh, og en helt anden, men meget vigtig grund til at tale med andre om det svære, er at man måske har brug for lidt mere hjælp end man kan bede manden, familie eller venner om – professionel hjælp. Hvis tanker om at skade sig selv eller barnet begynder at fylde for meget i hovedet, kan det være en fødselsdepression. Og så er det sindssygt vigtigt at du og dit barn får den hjælp I har brug for.