Movie Therapy

Gud taler til mig på mange måder. Nogle gange gennem mine venner, andre gange gennem bøger og film. Der er fem film som har været utrolig vigtige for mig, som har vist mig noget eller hjulpet mig til at forstå noget på nogle kritiske tidspunkter i mit liv. De helt rigtige film på de helt rigtige tidspunkter.

Godzilla så jeg sammen med Dian. Om morgenen havde jeg været ved læge for at få bekræftet min meget uplanlagte graviditet. Jeg tog direkte over til Dian, for at fortælle ham det. Han var meget, meget sej. Efter chokket (det tog noget tid), sagde han at han elskede mig og barnet. Så var det os to og en lille baby mod hele verden, følte jeg. Katastrofefilmen Godzilla var en perfekt afslutning på dagen. Den mindede os om at det kunne være værre, jorden falder ikke sammen, det skal nok gå.

The Fault in our Stars så jeg sammen med en veninde. Alle græder jo til den film, men jeg græd ikke med de unge kræftramte og forelskede børn i filmen, jeg græd med mødrene. Her indså jeg hvor højt jeg allerede elskede min baby, og at hvis jeg mistede barnet, ville jeg blive enormt ked af det. Derfor holdt jeg graviditeten hemmelig, for hvis det nu ikke gik. Jeg ville blive knust.

Jump Street 2 så jeg med en gruppe gode venner fra kirken. Om morgenen havde vi været til scanning og  fået at vide, at vores baby ikke levede. Jeg skulle have en abort dagen efter, for at fjerne barnet. Kun en af mine venner i biografen vidste at jeg var gravid, og jeg havde endnu ikke fortalt hende mine triste nyheder. De færreste vidste at jeg var gravid, for jeg var så bange for at nogen ville sige “det var nok også det bedste”, hvis jeg mistede barnet. Der undervurderede jeg mine venner, det er der ingen der har sagt. Heller ikke at de ikke forstod, hvordan jeg kunne være så ked af at have mistet et barn, når jeg ikke var længere henne i graviditeten. Men de forstår det jo egentlig ikke, og derfor er det enormt svært at tale om med andre. Jeg kæmpede med stress på grund af det de to følgende år. Det er kun Dian jeg har snakket med det om, fordi han bar den samme sorg. Men filmen var god, fordi den viste mig, at jeg stadig kan grine, selvom jeg er ked af det. Og at jeg har venner omkring mig, som er der, selvom de ikke forstår mig.

Heaven is for Real så jeg sammen med familien jeg passede børn for på Fiji. Det var et par uger efter aborten. De havde selv lige mistet en bedsteforælder samme dag, og i filmen møder den lille dreng sin ufødte storesøster og sin bedstefar i himlen. Det var meget rørende og helende, fordi jeg tror på at vores lille barn også er i himlen hos Jesus og vi møder ham/hende en dag.

The Impossible, så jeg for nogle timer siden. Den handler om den her familie (sand historie) som overlever tsunamien i Thailand. Jeg og min familie sov trygt igennem terrorangrebet i Nice. Vi talte om at gå derned, vi så fyrværkeriet, hørte brag og ambulancer efterfølgende, men vi slap for traumet og ulykken. Men frygten for at miste vores lille søn er meget nærværende. Jeg har brug for at tænke det værste, bede taknemmelige bønner og leve ekstra meget.