En beretning fra Nice

Vi er okay, alle sammen, min kæreste, mine forældre, min lillebror og hans kæreste, min baby i maven og mig. Vi var på et sikkert sted, da det gjaldt. Det kunne vi ligeså godt ikke have været – ligesom så mange andre. Jeg sad tilbage med en utrolig vrede, nu hjemme i Danmark prøver jeg at ryste forskrækkelsen af mig.

Vi boede i en dejlig højtliggende lejlighed på Promenade des Anglaise i Nice. Stranden var kun 10 minutter væk og udsigten fra lejligheden er fantastisk. Vi snakkede om at gå ned til stranden for at se fyrværkeriet. Vi vidste at det var Bastille dag og at der ville være fyrværkeri om aftnen. Alle aftner undtagen den 14. juli var vi eller nogen af os på stranden. Heldigvis var vi optagede den aften. Vi arbejdede, tog billeder, vejede og målte fransk mad til min fars Slanke App, som kommer på fransk om et par måneder. Da vi var færdige hørte vi fyrværkeriet. Skulle vi gå derned? Nej, vi vidste ikke hvor længe det varede og vi havde god udsigt fra terrassen.

En halv times tid beundrede vi det. Det var meget stort og flot. Tanken slog mig, at hvis der var et terrorangreb lige nu, ville vi ikke opdage det for bragende. Efter den sidste store raket, hørte vi endnu et brag. “Hold da op, lyden er forsinket” konstaterede jeg. Vi hørte mange, mange ambulancer lidt senere. “Der må være gået ild i alt muligt” sagde Dian, halvt i sjov, halvt bekymret, for det er aldrig rart at høre ambulancer. Ingen af os kiggede på vores telefoner. Hvis vi gjorde, havde vi opdaget hvad der foregik, mange af vores venner havde skrevet og spurgt til os. Men vi gik i seng og sov fra det hele.

Dagen efter havde min mor fødselsdag. Jeg hørte min far gå ud af døren for at købe morgenmad. Jeg tjekkede søvnigt min telefon, nogen havde spurgt om vi var okay, hvorfor skulle vi ikke være det, gabte jeg? Ud på badeværelset for at tisse igenigenigen, gravid, gravid, gravid. Dian kom væltende ud til mig, begyndte at snakke om en terrorist, læse op fra nyheder, beskeder fra venner. Jeg så facebook, en masse beskeder lå og ventede. Jeg hørte ikke hvad Dian sagde, forstod ikke andet end terrorist, her. Jeg ringede til min far, “vil du ikke godt komme hjem? Der er en terrorist…” Han sagde, at han vidste det godt, terroristen var dræbt, det var ovre, han handlede alene, man forventede ikke flere angreb, der var folk på gaden, politi og militær, og han kom lige om lidt. Vi havde sovet fra det hele.

Det var en meget trist nyhed at fortælle min mor efter morgensang og gaver på sengen. Jeg var vred. Vred i hele kroppen, helt ind til knoglerne. Terror var ikke noget jeg tænkte på, før jeg blev gravid. Efter hormonerne og løvemor-instinktet trådte i kraft, har det fyldt mine tanker på togstationer og i lufthavne. For jeg ville ikke kunne beskytte min lille baby. Og nu var det sket. Min værste frygt. Og så havde vi sovet fra det hele. På en måde følte jeg det som en selvfølge, at vi var i god behold. For jeg havde jo bedt Gud om at passe godt på os. På en anden side, var alle ofrene, alle de pårørende og alle de der stod midt i det hele og “slap” med traumet ligesom os. Helt almindelige, glade mennesker, som Gud også elsker. Det gjorde mig vred så tilfældigt og uretfærdigt det hele var.

Vi skulle arbejde nogle timer mere på Slanke App og ud at spise om aftnen. Det var rart at have nogle planer for dagen, så vi var beskæftigede og slap for at finde på noget at lave – for hvad laver man efter et terrorangreb? Dian og jeg havde eftermiddagen fri. Vi reagerede meget forskelligt. Han havde brug for at vide alt, læse alt, høre alt, se alt. Jeg ville se væk, væk, væk. Så jeg hoppede i badekarret med en pakke macarons, nussede min babybule og takkede Gud for at vi var i god behold. Modvilligt gik jeg med Dian ned i byen bagefter. Han havde brug for at se og jeg kunne ikke bære at han gik fra mig. Hvis der nu skete noget.

Der var afspærret langs promenaden og det meste var lukket. Overalt var politi, vagter der tjekkede tasker og militær. Allerede inden angrebet havde politiet været meget synlige og soldater gik i grupper af fire med store geværer i byen. Nu var de overalt. Sammen med journalister og fotografer. Der var mennesker i byen, men alligevel var der stille. Vi kom forbi den hvide lastbil. Forruden var helt smadret af skudhuller. De 2 km han havde kørt var vores del af stranden, så hvis vi var gået derned, havde vi stået midt i det. Vi gik i Footlocker, hvor personalet og vagten var usædvanlig søde, jokede med hinanden og os. De virkede til at være meget glade for at se hinanden og alle os. Vi købte tre Michael Jordan bodystockings til vores baby, “fly like Mike” står der på en af dem. Han skal hedde Jordan. Jeg følte at alt vi gjorde den dag, helt fra fødselsdagssang, kirsebær og macarons til at arbejde, købe bodystockings, spise store well done bøffer og nyde hinandens selskab var en protest mod ondskab i verden. Jeg læste det bibelvers højt for Dian, som var tikket ind på min telefon samtidig med at han fortalte de triste nyheder om morgenen. Der stod “I tilhører Gud. I har vundet sejr. For den ånd, som bor i jer, er stærkere end den ånd, som styrer verden.”