Alene i vuggestuen for første gang

Jeg vil bare fortælle, at vuggestuen stadig er et hit på fjerdedagen. Idag kom vi igen og spiste med, og så kyssede ham hurtigt farvel og gav jeg ham til den pædagog han er tilknyttet til – han skreg og rakte ud efter mig – og jeg gik. Jeg “ledte efter noget i tasken” et par minutter uden for døren, og jeg kiggede på uret hvert minut, men jeg havde det godt i maven. Det er fuldstændig altafgørende for mig, at jeg ved at det er et godt sted, at han trives godt, at han får al den omsorg han har brug for og at det bare handler om gentagelse. Vi har været igennem sådan en proces før (søvntræning), hvor han græd over adskillelsen, men viste at han godt kunne klare det, da vi var vedholdende og konsistente. Det er bare et spørgsmål om tid. Jeg kan jo se, hvor godt de andre børn har bondet med pædagogerne/medhjælperne, og mit hjerte sprang et slag over, da en af medhjælperne idag kyssede en lille pige, krammede hende og sagde at hun er lige til at spise. Nogen har det sådan, at de har det underligt med at andre kysser deres børn. Det forstår jeg ikke. Jeg vil have at mit barn får så mange kys og kram om dagen, som muligt. Især af dem, der passer på ham og dem han selv er tryg ved.

Da jeg kom tilbage, var der stilhed og koncentration på stuen. De fleste børn sov (så Jordan havde heldigvis ikke holdt dem alle sammen oppe haha, det var en af mine primære bekymringer), og de andre legede stille – og Jordan græd ikke. Han var hos pædagogen, knugede sin elefant-klud og tyggede i en legoklods. Da han så mig, kom han i tanke om at han savnede mig og græd. Men det var gået så fint. Han var ked af det i starten, hvilket pædagogen mindede mig om er et sundt tegn. Det tænker jeg også; det viser at han har en tryg tilknytning til mig og ikke er utryg-afvisende overfor andre og ligeglade med om de er der eller ej. Og så er han vildt nysgerrig, så hun fik ham distraheret med alt det nye legetøj. Det er lige, som det skal være.