Ingen grænser!! Stakkels dreng

skaermbillede-2017-09-26-kl-22-33-17

De gør det godt!

Jeg er virkelig glad for pædagogerne og medhjælperne i Jordans vuggestue. Jeg synes vuggestuen har fundet de bedste de overhovedet kunne. Lige den slags mennesker, jeg har tillid til kan give min søn tryghed, omsorg og selvtillid. To af de sejeste, sødeste, klogeste og sjoveste jeg kender arbejder der også. Det er også vigtigt for mig, at vi har nogenlunde de samme værdier. Fx at der ikke bliver råbt og skældt ud, men talt med respekt til børnene. At de bliver set og hørt, at deres følelser bliver anderkendt og ikke affejet med et “der skete ikke noget” og at de får kys, kram og kærlige ord. Det er også vigtigt for mig at de er gode forbilleder, på den måde at de selv har drømme og gør noget, der gør dem glade. Jeg går derfra med en god følelse i maven, når jeg afleverer om morgenen.

A’hvad?

Men idag blev jeg virkelig ked af det, og synes deres man-må-ikke-skælde-børn-ud har taget overhånd! Jeg talte med en anden mor, da jeg havde afleveret Jordan. Hendes søn var vist 15 måneder og havde gået der et halvt års tid. Om hun var glad for stedet? Ikke helt. Hun føler sig som en dårlig mor, når hun afleverer ham. For hun ved, at han nærmest hver dag bliver kradset og bidt af en af de andre børn. Barnet gør det ikke tilfældigt ved hvem som helst, og ikke bare engang i mellem ved et uheld/af uvidenhed. Men kun ved ham, hver dag. Hun talte med ledelsen om det, og de sagde, at børn er jo børn og de forstår ikke at de ikke må bide og kradse, og der var ikke noget at gøre. Men når man er gammel nok til hver dag at skade det samme barn, så er det rimelig bevidst. Og så er man gammel nok til at forstå et bestemt “nej, det må du ikke.” Og selvfølgelig skal hun have det at vide!

Ingen grænser –> ingen trivsel

Hvordan i alverden skal børn lære at sige fra og sætte grænser, hvis voksne ikke har lov af ledelsen til at gøre det? Hvordan i alverden skal børn lære, hvad der er okay og hvad der ikke er okay, hvis de aldrig får det at vide? Hvordan skal de føle sig trygge og værdifulde, hvis der bliver signaleret, at du må bare leve med at blive bidt og kradset hver dag, for de voksne kan ikke være voksne og tage ansvar for dem?

Stakkels lille dreng. Når ledelsen ikke vil gøre noget, tænker jeg det eneste moren kan gøre er at få ham flyttet på en anden stue eller vuggestue. Desværre, det er jo en stor omvæltning for sådan en lille en. Det er i hvert fald hvad vi vil gøre, hvis det på et tidspunkt også sker for Jordan. Men nu må vi se, jeg vil lige snakke med dem om min bekymring til forældresamtalen.

 photo signatur_zpsjr5gd3qq.png
   

Kan man ikke bare spise det man har lyst til?

skaermbillede-2017-09-24-kl-15-34-58

EJ, jeg gik og troede, at man bare kunne spise lige hvad man ville, når man ville. Det kan man også, ja. Og det er jo faktisk det jeg selv har gjort. Jeg troede bare at tynde mennesker også gjorde det. Men her den anden dag så vi Luksusfælden. Jeg blev virkelig forarget over hvor tankeløst, de brugte deres penge. Fuldstændig uden at tænke, fyrede de penge af på ting de havde lyst til, helt uden at tage hensyn til om de havde råd til det eller ej. Jeg kunne slet ikke forstå, hvordan man kan opføre sig så uansvarligt. Og så prikkede min samvittighed mig på skulderen og spurgte, om det ikke var det samme jeg selv gjorde, når jeg hovedløst spiste lige hvad jeg havde lyst til, helt uden at tage hensyn til om jeg havde “råd til det” på kaloriekontoen.

Jeg tænker det viser to ting. 1) gæld og overvægt er ikke bare folk der bruger flere penge end de har/folk der spiser flere kalorier end de forbrænder. Det er meget komplekst. Det handler fx meget om følelser, om at dulme følelser man ikke kan være i, rastløshed, skam, ensomhed, tristhed. Det handler også om sociale sammenhænge og hvad der er normen i vores familie og vennekreds. Der er meget på spil. Men jeg tænker også at det viser 2) at man må tage ansvar for sig selv. At ingen er tynde eller har en god økonomi uden at tænke over det, planlægge og leve så det hele hænger sammen. Det kommer ikke af sig selv. Det kræver, at man tager ansvar.

Det er egentlig ikke fordi jeg er i helbredsmæssig risiko, min BMI er normalvægtig. Men om halvandet år er jeg færdiguddannet diætist – og hvordan kan jeg hjælpe andre til at have det godt i deres krop, hvis ikke jeg selv har det? Jeg må lige walke the talk, og deadline nærmer sig. Da jeg gik på efterskole tabte jeg mig på grund af sygdom 10 kg – som hurtigt røg på igen, da appetitten vendte tilbage. Men i en kort periode, havde jeg det virkelig godt i min krop. Jeg var MEGET overrasket over, hvor godt det føles at være lige som man skal være. Ikke at det nødvendigvis er det samme for alle, så længe man har en sund og normal vægt. Men hold nu op, hvor er der bare en verden til forskel. Jeg var slet ikke så selvbevidst, usikker, hadede slet ikke min krop og følte mig bare rigtig afslappet og veltilpas. Der vil jeg gerne hen igen.

Ej, tænk at jeg gik og troede at alle – undtagen mig – kan spise liiige hvad de vil. Hvor er det fjollet. Og lidt øv, at indse, at jeg ikke bare kan gøre som jeg har lyst til, hvis jeg vil nå mit mål.

 photo signatur_zpsjr5gd3qq.png

Baby: det bliver bedre!

skaermbillede-2017-09-24-kl-14-39-37 skaermbillede-2017-09-24-kl-14-39-24

Aaaarggh!

Jeg krummer tæer, når jeg tænker på hvor naiv jeg var om livet med en baby. Og tænk engang, at jeg har fortalt om mine forventninger og planer til mødre, aaarrrgggh! Det er så pinligt. Jeg forstår ikke, at de ikke grinede bedrevidende og bare stoppede mig med det samme, haha! Efterfølgende har en veninde eller to dog også smilet af mig og sagt “haha, du var så naiv. Jeg tænkte, at det var bedst at lade dig opdage det hen ad vejen, i stedet for at skræmme dig.” Og jeg havde sikkert ikke troet på dem alligevel, hvis de havde fortalt mig, hvor hårdt det er at blive mor – både fysisk, følelsesmæssigt og socialt.

Baby i første række (mor er slet ikke på rækken)

Fysisk fordi du må udsætte alle dine basale behov. Du kommer ikke til at tisse, spise og sove i minimum tre måneder. Eller i hvert fald tisser du med baby på skødet (medmindre han sover på dig, så bliver du bare der og får testet om dine bækkenbundsøvelser virker). Og din mad er kold, og du spiser den med baby på armen. Dvs. du kan ikke spise mad der skal skæres ud, for du har kun én arm – hello pasta og fries. Og søvnen er slet ikke værd at snakke om. Selv den smule du rent faktisk får, er så let og du vågner hver gang baby trækker vejret lidt underligt eller bevæger hånden eller… morinstinktet holder et øje vågent hele natten.

Har jeg stadig venner?

Socialt er det hårdt fordi du isolerer dig. I starten vil du bare nyyyyyde din baby og du er så træt, at alle bare skal gå og lade dig sove. Man kan virkelig føle sig alene. Det gjorde jeg i hvert fald. Jeg skubbede folk væk (forsøgte i hvert fald), fordi jeg var aaaaaalt for træt til at snakke. Samtidig savnede jeg dem og havde brug for både at have det voksen-sjovt, men også at dele mit livs kærlighed med dem. Og jeg manglede også at finde mig selv igen. Nu havde jeg en ny rolle som mor, en rolle jeg var gledet helt naturligt ind i, og kæresterollen blev bare forstærket af alle de oplevelser og al den kærlighed Dian og jeg delte. Men hvordan i alverden forener man sin nye mor rolle med rollen som veninde???

Trækker han vejret???

Følelsesmæssigt er det hårdt, fordi du ikke “bare” får en baby. Du får også EN HELT MASSE KÆRLIGHED og EN HELT MASSE ANGST OG BEKYMRING. SHIT MAND. Det her er nok det hårdeste. Ti dage efter fødslen var vi til 25års fødselsdag, og moren til fødselaren spurgte om det var hårdt. Jeg svarede: meget! Men at det vel også var hårdest i starten, hvor der bare var så mange bekymringer og så meget angst? Hun grinede og sagde, at “det går aldrig over!”

Lær at håndtere følelserne (græder du nu igen?)

Men men men. Det bliver bedre alt sammen. Man kan spare mange søvnløse nætter ved at købe sig en vuggedødsalarm, så man ikke selv behøver ligge vågen hele natten og holde øje med babys vejrtrækning. Man kan finde førstehjælpsøvelser på youtube, så man er klar når baby får maden galt i halsen. Man kan læse alle foldere og gøre det hele rigtigt og bede til Gud, om at han klarer alt det man ikke selv kan styre. Terror og lyn og hvad ved jeg. Og glæde sig over hvor velsignet og heldig man er, at man må være mor til sådan en vidunderlig lille mus.

BREAKING: du er ikke den første, der har fået en baby

Socialt finder man ud af, at man stadig er sig selv og at vennerne ikke forsvinder så nemt. Tænk, de er der stadig efter maaaange måneder, når man igen har overskud <3 Eller overskud er det vel næppe, men alt bliver nemmere, for man bliver sejere og kan rigtig rigtig meget med en baby hen ad vejen. Jaja, man sveder stadig konstant, skal planlægge tusind ting og samtaler bliver hele tiden afbrudt. Men det er ikke første gang nogensinde, at nogen har fået en baby – det er muligt at leve et normalt liv med sådan en! Og efterhånden kan baby mere selv og bliver klar til flere indtryk. Pludselig bliver din baby, som HADEDE fremmede mennesker og nye steder og nægtede at spise og sove og bare græd og græd indtil i kom hjem igen, helt vild med at opleve verden. Der er en tid til alt, og det er MEGAOKAY at leve i en babyboble så længe man vil. Det er jo en tid, der ikke kommer igen.

Guru advicing

Og fysisk, well. Gør dig selv en tjeneste og køb “Solve your child’s sleep problems” af Richard Ferber. Den kan findes på Amazon til ikke særlig meget. 500 siders opslagsbog om alverdens søvnproblemer og guide. Søvntræning er ikke nemt (!!!) og skal kun gøres når du selv er klar og gerne med en til virkelig at støtte dig i beslutningen, for det virker, og det giver meget mindre gråd på den lange bane, giver hele familien god søvn og gladere og mere udhvilede forældre og baby.

 photo signatur_zpsjr5gd3qq.png
   

Mit tjekkede møde med Carl Emil

Skærmbillede 2015-01-24 kl. 09.08.17

Billedet er pre-baby, på verdens bedste Roskilde Festival <3

Apropros at Carl Emil er gået solo fra Ulige Numre, så mødte jeg ham engang og fik gjort et “godt indtryk”. Jeg blev stoppet på gaden af to facere fra en nødhjælpsorganisation. Det var dengang jeg sagde ja til at støtte alt, og derfor med god samvittighed pacerede facere med et “jeg er allerede medlem” og en highfive. Så fik jeg fællesøkonomi med finansøkonomen Dian, og baby, og minus på kontoen og stille og roligt røg de fleste af medlemsskaberne og highfivensene… Men altså, jeg lagde mærke til den ene facer. “Det er dig med det trefarvede skæg!” Jeg og en god veninde havde snakket med ham på Roskilde, hvor han rendte rundt med en medalje for sit flotte, trefarvede skæg. Og det var virkelig en medalje værd! “Og ved du hvem ham her er?” spurgte Treskæg. “Det er Carl Emil fra Ulige Numre.” Carl Emil griner, lidt forlegent synes jeg – hvilket er ret sødt! “Ej, jeg laver sjov,” sagde Treskæg. “Han ligner ham bare rigtig meget. Og hedder det samme!” “Nå! EJ, det er faktisk virkelig sjovt!” siger jeg og vi snakker lidt videre om ingenting. Dum, dum, dum. Ja, det er da sjovt. Især da det senere om aftnen endelig slår mig, at han jo lignede Carl Emil og hed det samme, fordi det var Carl Emil. Jaja… Man regner jo med det nødhjælpsarbejdere og skæggede mænd fortæller én.

Læs også: “Bryllupsfotografen” 

Læs også: “Ammehjernen i Nordea”

Læs også: “Hvad ammehjernen gerne vil have”

 photo signatur_zpsjr5gd3qq.png

Prioriteter og børn

skaermbillede-2017-09-11-kl-15-36-57 skaermbillede-2017-09-11-kl-15-38-19 skaermbillede-2017-09-11-kl-15-33-51 skaermbillede-2017-09-11-kl-15-35-01 skaermbillede-2017-09-11-kl-15-36-32 skaermbillede-2017-09-11-kl-15-37-22

Vi har talt meget om prioriteter på det sidste. For vi kommer ikke uden om kompromisser – selvom det ville være lækkert og vi jo gerne vil gøre ALT og gøre det HELE TIDEN og SÅ GODT som det overhovedet kan være. Men tiden er begrænset. Økonomien er begrænset. Især når vi begge to er på SU. Og især fordi vi gerne vil have fem børn – hvis livet giver os lov, og vi har overskud til det.

Vi kan ikke give dem alle sammen kørekort og kæmpe børneopsparing og mange rejser og oplevelser og fritidsaktiviteter og og og. Men vi tænker, at et kørekort er en god start, og en lille børneopsparing. Jeg kan godt lide, at de også selv skal arbejde, tage ansvar og lære værdien af penge og arbejde. Min egen børneopsparing var vist på 500 kr og blev snoldet væk på en shoppingtur i Kbh haha. EJ, mine forældre har altid hjulpet mig (og gør det stadig), og jeg sætter stor pris på at vide at jeg har deres endeløse opbakning, men at jeg kan stå på egne ben og forsørge mig selv. Det vil jeg gerne give videre.

Det vi prioriterer højest er oplevelser. Både de større af slagsen, som rejser, at bo i forskellige lande og fester, men også små oplevelser i hverdagen som svømmehal, legeplads og stranden (det behøver jo ikke koste noget for at give en masse på oplevelse- og familiekontoen). Fritidsinteresser synes jeg også er absolut nødvendigt, i hvert fald en sport. Der kan de lære en masse om sammenhold, samarbejde, at bevæge sig, disciplin, at lytte og at gå efter noget. Og endnu vigtigere, tænker jeg sport giver en masse venner, succesoplevelser og selvtillid.

Og hvad må vi så spare på? Jeg tænker det bliver forbrug og faste udgifter. Generelt er vi gode til at handle billigt ind, lave mad til flere dage og købe brugte ting hvor det giver mening. Desuden er vores husleje rimelig lav, og vi har ikke bil. Vi har heller ikke TV eller streaming-tjenester, og Dian har brugt lidt tid på at finde de billigste løsninger på forsikring, telefon etc. Hvis vi bliver ved med at have et lavt forbrug som nu, når vi begynder at få løn, skal der nok være plads til at give børnene oplevelser og fritidsinteresser. Selvom der nok på et tidspunkt bliver brug for noget lidt større at bo i.

Læs også: “JA, jeg har tid!”

Læs også: “Babys første flyvetur”

 photo signatur_zpsjr5gd3qq.png

5 gode vaner, som ikke kræver tid, sved eller penge

skaermbillede-2017-08-22-kl-21-14-02
 
1. NUANCER. Sundhed bliver ofte set sort/hvidt. Enten spiser vi udelukkende sundt og træner 6 dage i ugen eller også spiser vi noget forbudt, og så kan træningen være ligemeget og så kan jeg ligeså godt også tage en dessert. Men så firkantet behøver det ikke at være. Prøv engang at forestille dig en ti-trinsskala, og at 10 er det “sundeste” og 0 det “usundeste” du kan være på en dag. Forestil dig nu, at du har spist et stykke kage på arbejdet. Det kunne måske få dig til at føle dårlig samvittighed.
Måske får det dig til at droppe træningen, spise en ekstra portion aftensmad og lidt sødt bagefter, fordi du allerede er faldet i og har “ødelagt” dagen. Men på vores sundhedsskala faldt du bare til 9, og kan stadig nå at have en dag, som fører dig derhen hvor du gerne vil. Et stykke kage var med andre ord ikke verdens undergang, og din dag er ikke ødelagt. Der er flere nuancer end alt eller intet.
 
2. SUNDE MELLEMMÅLTIDER. Når vi tænker over, hvad vi har spist i løbet af dagen, er det ofte hovedmåltiderne vi tænker på. Vi glemmer ofte “de små” måltider, som alligevel fylder en del i kalorieregnskabet. Der er mange kalorier at spare, ved at sørge for at have grove og mættende mellemmåltider, snacks og drikkevarer med på farten. Det kunne fx være en bøtte vindruer, nødder, en grovbolle med magert kødpålæg og en flaske vand. Måske har du også noget kød tilbage fra aftnen før, som kan blandes med bønner og tomater?
 
3. ET REGELMÆSSIGT MÅLTIDSMØNSTER. Mange overspisninger skyldes, at man ikke har spist nok i løbet af dagen. Faste måltider er en nem måde at undgå at overspise på. Tre hovedmåltider og to mellemmåltider er passende for de fleste og med til at holde blodsukkeret stabilt. Ved at have en fast struktur om sine måltider, undgår man også at gå og snacke hele dagen – hvilket kan løbe op i mange kalorier, uden at man selv føler at have spist noget som helst.
 
4. LEVN MAD OG SIG NEJ TAK. Mange af os har lært hjemmefra, at det er gode manerer at spise op og sige ja tak, når vi bliver budt på noget. Vi overhører vores egen fornemmelse for sult, alene for at overholde sociale regler. Til sidst kan det blive svært at mærke om vi egenlig er sultne, når vi gang på gang ignorerer vores intuition. Dit helbred, din fornemmelse for din krops signaler og din glæde ved at være i din egen krop er vigtigere end sociale regler.
 
5. TILPAS? Mange har en idé om, at man skal spise til man er mæt. Men når man er mæt, har man ofte spist for meget. Prøv at spise til du føler dig tilpas i stedet. Ikke sulten, men heller ikke fuld. Du gør virkelig dig selv en tjeneste, ved at øve dig i at mærke efter i din krop hvornår du er tilpas. Ved i en periode bevidst at mærke efter, vil du på længere sigt automatisk stoppe med at spise, når du ikke længere er sulten og have lettere ved ikke at spise på kedsomhed, rastløshed og andre følelser.
 
Dette indlæg er skrevet for Slanke App, min fars visuelle kalorietæller som kan hentes gratis i App Store. Følg med på Slanke Apps facebookside, for at se flere indlæg som disse.
 photo signatur_zpsjr5gd3qq.png
   

JA, jeg har tid!

skaermbillede-2017-08-22-kl-09-35-57 skaermbillede-2017-08-22-kl-09-36-08

Jordan er i vuggestue lige nu, og jeg har ræset rundt hele morgenen for at bruge tiden bedst muligt. Bogstavelig talt, jeg har været ude at løbe. Og endda løbe med dårlig samvittighed, fordi jeg følte, der var tusind andre ting, jeg også kunne have brugt tiden på – selvom jeg allerede har nået halvdelen allerede. Altså hvem løber, om morgenen, med dårlig samvittighed? Come on, now.

Det der med at bruge min tid bedst muligt og nå alting hurtigst muligt har taget overhånd for mig. Jeg halser rundt, laver fire ting på én gang, og jeg glemmer at klappe mig selv på skulderen. Når dagen er ovre, ærgrer jeg mig over ting nr. 17 og 21, som jeg ikke nåede på min to-do liste. Dian synes, jeg når en hel masse. Så sent som i går roste han mig for at få ordnet alt muligt. Men hvad er pointen med hele cirkusræset, når jeg selv bare føler mig mere og mere bagud? Jeg glemmer jo helt at nyde det hele undervejs. Jeg synger godnatsange for Jordan med tankerne på alt det jeg skal i morgen. Jeg har stadig sommerferie for søren!!!

Altså det gider jeg ikke mere, at ræse rundt med uret tikkende i nakken. Nu bruger jeg tiden i stedet for at lade tiden bruge mig. Eller det vil jeg i hvert fald begynde på. Så her sidder jeg, på min lille mornumse og skriver et indlæg, fordi jeg har lyst og fordi jeg kan, fordi det er min tid jeg bruger.

Ej, og en anden grund til at tage den med ro: jeg er ikke så megaeffektiv, som jeg selv tror… Jeg nåede hele vejen hjem fra løbeturen, før jeg opdagede, at jeg havde glemt mine nøgler i klapvognen i vuggestuen. Så løbeturen blev lige lidt længere, tilbage til vuggestuen med mig. Og jeg nåede hele vejen derhen, før jeg kom i tanke om at jeg jo havde nøglerne på mig. Godmorgen, ven. Da jeg kl. 5.30 foreslog at Dian tog morgenvagten med vores baby, som tumlede rundt i sengen, svarede han ellers at det var bedst at jeg gjorde det. Jeg “er jo god til det med morgenener, og fungerer godt” haha. Dian får morgenvagten i morgen, og så bliver jeg liggende med lukkede øjne, eller læser en bog eller hvad jeg nu har lyst til, for vi skal nok nå det hele.

 photo signatur_zpsjr5gd3qq.png

Kan vi tale om grimme tanker?

skaermbillede-2017-08-20-kl-13-55-36 skaermbillede-2017-08-20-kl-13-55-47 skaermbillede-2017-08-20-kl-14-18-04 skaermbillede-2017-08-20-kl-13-56-07 skaermbillede-2017-08-20-kl-14-18-15 skaermbillede-2017-08-20-kl-14-18-48 skaermbillede-2017-08-20-kl-14-19-07 skaermbillede-2017-08-20-kl-14-19-30 skaermbillede-2017-08-20-kl-14-17-54 skaermbillede-2017-08-20-kl-14-00-52

Før jeg fik Jordan havde jeg hørt nogen sige, at de havde haft lyst til at smide deres barn ud af vinduet. Det kan man da ikke sige, tænkte jeg. Det er jo forfærdeligt. Og det er selvfølgelig en forfærdelig tanke, men jeg vil vove at påstå, at ALLE forældre oplever den mindst én gang, højst sandsynligt mange gange. Og det er bare en tanke. De fleste af vores tanker kommer fra underbevidstheden – vi er ikke i kontrol over dem! Og derfor bør vi ikke have så dårlig samvittighed over dem heller. Ja, det ville være nemmere at smide barnet ud af vinduet og ja, du ryster af vrede og du orker IKKE MERE. Men fra at have tanken til at handle på den, er der milevidt. Du er kun et menneske, så grimme tanker dukker op, når situationen bliver presset nok. Men du er også menneskelig, så du kunne aldrig drømme om faktisk at gøre sådan noget.

Det her er et emne jeg har talt med en forælder eller fem om siden jeg fik Jordan. Og hvor er det rart at kunne tale om det. Jeg følte mig helt forkert da jeg fik tanken første gang. Jeg blev virkelig, virkelig bange for mig selv og havde brug for at Dian kom hjem og tog over. I samme omgang fik jeg tanker om selv at hoppe ud af vinduet. Det skræmte mig virkelig, jeg har aldrig haft lyst til sådan noget før. Og det var ikke fordi jeg ville dø, jeg elsker mit liv og min familie. Jeg orkede bare ikke mere. En anden gang lagde jeg bare Jordan i sin seng i 10 minutter, og gik ud på badeværelset og trak vejret og græd i fred. Det var Jordan bestemt ikke tilfreds med, men det var meget bedre end at jeg rasende skulle forsøge at berolige ham. Jeg måtte lige tage hånd om mig selv først.

Efter at have forstået, at det er okay at have det sådan, okay lige at have brug for ti minutter alene, synes jeg også det hele er nemmere. Jeg kan bedre holde ud i vanskelige situationer, fordi jeg ved at det er okay, at det er lort og at jeg synes det er lort. For mig har det været vigtigt at kunne tale om det med andre. Jeg får intet godt ud af at gå alene rundt med sindssyg dårlig samvittighed og slå mig selv i hovedet, fordi jeg blev sur på min baby og tro at jeg er den eneste i verden der er sådan en dårlig mor. Det er iøvrigt en af de ting, jeg øver mig på; at tale pænt til mig selv. Ikke være så hård ved mig selv. Hvis det var en veninde, havde jeg jo givet hende en krammer, sagt at man ikke selv bestemmer alle sine tanker og at sådan er det bare at være mor, det er hårdt indimellem. Men man klarer det, og det er dét der gør en til en skidegod mor.

Åh, og en helt anden, men meget vigtig grund til at tale med andre om det svære, er at man måske har brug for lidt mere hjælp end man kan bede manden, familie eller venner om – professionel hjælp. Hvis tanker om at skade sig selv eller barnet begynder at fylde for meget i hovedet, kan det være en fødselsdepression. Og så er det sindssygt vigtigt at du og dit barn får den hjælp I har brug for.

 photo signatur_zpsjr5gd3qq.png

Godt nyt på parfronten

skaermbillede-2017-08-20-kl-00-18-13

En af mine veninder fortalte mig for nogle måneder siden, at de ville prøve at få et barn. Jeg blev rigtig glad for dem, men noget af det første jeg sagde efter “jaaaa!!!” og “tillykke” var: “det er benhårdt, og man skændes mere fordi man er træt, men det bliver jeres bedste beslutning nogensinde!”

Vi skændtes sjældent før vi fik Jordan. Og pludselig dukkede det ene skænderi op efter det andet. Selvfølgelig havde vi ændret os efter vi var blevet forældre, både som par og vi havde hver især fået nye roller som mor og far. Men det var ikke derfor vi skændtes. Vi var bare enormt trætte, lunterne var kortere, tårerne sad løsere, tiden til at forstå og mærke hinanden var der ikke og forventningerne stemte ikke altid overens. Vi glemte at se tingene fra den andens perspektiv og vi glemte især, at den anden ikke kan læse tanker. Tit skændtes vi bare fordi vi havde misforstået hinanden. Egentlig var det tit mig, der startede det. Eller jeg følte at Dian startede, for det var jo ham, der gjorde/sagde noget helt forkert og urimeligt. Men i stedet for at forstå ham eller snakke med ham, reagerede jeg dramatisk, græd og startede et skænderi.

Men ikke mere, det er altså den gode nyhed. Nu bliver Jordan også snart et år, så det er vist på tide haha. Efter vi har givet Jordan gode søvnvaner, han ikke længere hænger på mig 24/7 og jeg så småt ikke ammer om natten længere, er skænderierne forsvundet. Det hele er blevet nemmere, synes jeg. Før var ALT uoverskueligt, og nu kan vi alt, føler jeg. Det lykkedes ikke altid godt, nogen gange græder både mig og Jordan, men vi klarer det og tager tingene en ad gangen. Jeg kan godt forestille mig at mange par går fra hinanden det første år alene fordi det er så pissesvært. Jeg siger ikke, at folk giver for let op eller at jeg ved noget som helst overhovedet om andres forhold og brud, men jeg siger bare; at jeg ville forstå det 120%, hvis det var den eneste grund til at man gik fra hinanden. Det ER benhårdt.

Men det er heldigvis blevet meget bedre for os. Nu lyder det som om vi var ved at gå fra hinanden, det var vi ikke på nogen måde. Vi var meget overbærende overfor hinanden, sagde undskyld, snakkede ud, kom videre, sørgede for at have det sjovt sammen. Jeg ville bare sige (og især til mig selv): men behøver virkelig, virkelig ikke skændes. Man kan også bare gå en tur. En rigtig lang en, hvis det er. Og køre søvntræning, så baby lærer at falde i søvn og sove selv!!!! Og huske, at den anden ikke kan læse tanker. Man er nødt til at tale og bede om hjælp. Og ikke græde, hvis den anden brokker sig og også er træt (selvom man selv har haft ALLE nattevagterne i et år). Andre har også lov til at have det hårdt, selvom de ikke har det en tiendedel så hårdt som man selv har det. Og det behøves man ikke skændes over.

 photo signatur_zpsjr5gd3qq.png
   

Kan jeg stadig have venner?

skaermbillede-2017-08-20-kl-15-40-47

Nogle af mine venskaber er fortsat helt naturligt efter jeg blev mor. Vennerne tvang sig ind i mit liv, og det var de nødt til, for jeg havde rigeligt i baby haha. Med et andet menneske klinet til kroppen 24 timer i døgnet, havde jeg mere lyst til bare at være mig selv end at være social haha. Det tillod de heldigvis ikke! Andre venskaber er gledet lidt ud, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg kunne være med til de samme ting med baby. Fx plejede jeg at gå i kirke om søndagen og ud at spise med de andre bagefter. Men så er der overstimuleret baby, træt baby som ikke kan sove, baby der skal ammes med bryster over det hele og skiftes, og hader sin barnevogn og græder, og det virkede helt umuligt!

MEN så så jeg et billede på facebook af en gruppe af mine venner på stranden med en baby. Jeg havde helt glemt, at jeg ikke er den eneste i verden som har en baby haha. Hvis de kan, så kan jeg også tænkte jeg. Og så begyndte jeg at engagere mig lidt mere, gå mere ud og vænne mig til at tage en ting ad gangen. Se om den går. Og sige til mig selv, at det er okay, hvis den ikke går. I mit hovede var jeg slet ikke den samme længere, og problemerne med en baby virkede endeløse. Det var helt vidunderligt at komme tilbage og opdage at jeg stadig er mig, at jeg stadig kan hygge mig og at Jordan endda gør det hele endnu hyggeligere. Jeg ved ikke, hvad jeg var så bange for. Men det hele er nyt og vildt, og jeg skulle lige lære det og finde mig selv i det hele.

Læs også om et nyt kapitel for os Jordans vuggestuestart her: første dag og anden dag og første dag alene!

Læs også om hvad min ammehjerne gerne vil have

og ammehjernen i Nordea

 photo signatur_zpsjr5gd3qq.png

Søndagsinspiration

 

skaermbillede-2017-08-19-kl-22-50-11skaermbillede-2017-08-19-kl-22-48-20skaermbillede-2017-08-19-kl-22-51-41skaermbillede-2017-08-19-kl-22-57-48skaermbillede-2017-08-19-kl-22-58-45skaermbillede-2017-08-19-kl-23-02-24

Da jeg var yngre, elskede jeg #fitspiration. Men man bliver ældre. Man får børn. Søvn og mig-tid er landsbyer i Chad. Man behøver ikke længere motiverende qoutes for at lette røven. Hvis man har chancen for at komme hjemmefra og bruge en hel time for sig selv på et yogahold eller en løbetur til vandet, så griber man chancen og siger TAK på vej ud af døren! Motivation til at slappe af og passe godt på sig selv derimod – det er hvad jeg har brug for haha. Jeg håber I nyder jeres søndag!

 photo signatur_zpsjr5gd3qq.png

Hvad tror du på?

skaermbillede-2017-08-19-kl-20-40-01

Jeg deler ikke min tro så meget mere, næsten kun hvis folk selv spørger. Nu tager jeg det som en selvfølge, at folk ved at jeg er kristen og at de kan regne med, at jeg vil bede for dem, hvis der er noget. Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke taler om hvad vi tror på særlig meget. Altså hvorfor er vi her, hvad er meningen med det hele. Jeg taler hele tiden med venner om uddannelse og drømme for fremtiden. Men for at beslutte hvad man vil bruge sit liv på, må man jo først have en idé om hvad livet handler om – hvad der er det vigtige.

Hvis Gud findes, må han have skabt os, og skabt os med en mening. Det er hos Gud jeg leder efter meningen med mit liv. Jeg tænker ikke at vi alle sammen har den samme mening. Jeg er skabt med nogle evner, noget jeg brænder for, noget jeg synes er sjovt og så har jeg en ordentlig bagage med mig af livserfaringer, ar og skavanker. Alt sammen noget der har formet mig og noget, som jeg kan bidrage med, ligesom alle andre har deres hjertebørn, talenter og erfaringer. Hvis Gud ikke findes og det hele er et stort heldigt tilfælde, så er der ingen mening med noget som helst og det hele er lidt håbløst. Det er virkelig afgørende om Gud findes eller ej.

For mig betyder det i hvert fald forskellen på om jeg står op hver dag med håb eller håbløshed. Og om jeg er fortrøstningsfuld eller fortvivlet, når nogen dør. Jeg er typen, der bekymrer mig ALT for meget. Og det er ikke blevet bedre, efter jeg er blevet mor haha. Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis ikke jeg kunne bede Gud passe godt på os alle sammen og vide, at han har styr på alt det, jeg ikke kan holde styr på – terror, sygdom, lyn, brand, vuggedød og alt hvad jeg ellers bekymrer mig om. Altså jeg ville slet ikke kunne sove eller gå nogen steder. Når jeg taler med folk, bliver jeg overrasket over hvor mange der tænker. at der måske findes en Gud et sted. Og især, hvor mange der indimellem beder til Gud! Ofte hvis de er ude at flyve eller skal til eksamen haha. Hvad tror du på? Og beder du en bøn i ny og næ?

 

 photo signatur_zpsjr5gd3qq.png