Vi hører tit, at vægttab handler udelukkende om viljestyrke. Om at VILLE det nok. Hvis ikke det lykkes, ville man det bare ikke nok. Men mærk lige efter engang. Passer det virkelig, at du ikke vil tabe dig, være glad i din krop og være den bedste udgave af dig selv? For mange er svaret et rungende nej! Hvorfor er så så svært?

Viljestyrke er en begrænset ressource og du bruger højst sandsynligt det meste af den hver dag, uden at være på slankekur. Derfor oplever mange at der ikke er nok viljestyrke til at holde en streng slankekur. Og hvis de lykkes med at holde den og tabe sig, tager de fleste alligevel det tabte (eller mere) på igen efterfølgende. Overskud og viljestyrke svinger fra time til time. En dårlig nattesøvn, en travl dag, en fest, en ferie – mere skal der ikke til for at vælte alle de gode intentioner.

Folk er jo egentlig ligeglade. Fuldstændig ligeglade med hvordan jeg vælger at leve mit liv. De er jo af gode grunde travle med at leve deres eget liv. Alligevel har det betydet noget for mig, hvad andre synes om min måde at leve på – om jeg gør det godt.

Men jo mere jeg har oplevet, jo mindre betyder andres mening. Sygdom i min familie, en lang on- and off periode med stress og hos mig selv, og især desværre at miste en baby og at få en baby, har sat tingene i perspektiv for mig. Jeg ved, hvad jeg ikke vil bruge tid på, og hvordan jeg vil gøre tingene. Og bare fordi “man” gør tingene på en måde, betyder det overhovedet ikke, at det er det rigtige. I hvert fald ikke det eneste rigtige.

Ting, jeg ikke gider

• Strenge diæter, der gør det umuligt at være social og dræner al energi. Ikke mere juicekur eller veganisme.
• Negative relationer. Altså, selvfølgelig er man nogengange bare at trække vejret dybt og kunne omgåes folk man fx er kollega/i familie med. Der er også gange, hvor det giver god mening at ses med nedern mennesker, hvis man gerne vil hjælpe dem og de bare har det hårdt. Men hvis de ikke vil hjælpes eller ens venskab kun går ud på at bagtale og brokke sig, så er det virkelig ikke noget værd. Faktisk er det bedre ikke at ses.
• At have travlt med hvad alle andre gør. Jeg mangler i forvejen tid til mit eget liv haha
• At være jaloux. Når følelsen rammer mig, har jeg lært af Sandra Willer (og det virker SÅ godt for mig), at være taknemmelig i stedet. Taknemmelig, fordi jeg nu ved, hvad jeg også gerne vil og kan gå efter det. Der er nok til alle! Vi kan alle sammen være mega lækre og have et mega lækkert liv. Hurra for os.
• Stress. Been there, done that. Jeg gider heller ikke have travlt (som i øvrigt ikke er det samme som stress. Det føles som en knytnæve i ansigtet, når nogen siger at de føler sig stressede. Du har ikke stress, hvis du går rundt og mærker efter hvordan du har det – du har bare travlt, Kirsten). Man går glip af alt det gode ved at tro, at man skal det hele på én gang, og at det alt sammen er livsnødvendigt. Man har så travlt at man slet ikke når at nyde noget som helst.

Ting, der er vigtige og rigtige for mig

• At hente Jordan kl 13 i vuggestue. Jeg vil også selv nå at nyde ham! Noget af det bedste jeg ved, er at tage på hverdagsudflugter med ham i svømmehallen, zoo, legepladsen eller hjem til en ven. Så føler jeg, at vi har haft verdens bedste dag og nydt hinanden. Vi er meget priviligerede at have den mulighed, fordi jeg har valgt selv-studie – men det er jo sådan jeg har valgt at indrette mit liv. Når jeg begynder at arbejde tænker jeg også, at det bliver deltid eller selvstændigt, så jeg kan prioritere tiden med familien.
• At træne. Tiden der bliver brugt på det, får jeg igen i energi, overskud og glæde. Og så er det nødvendigt for at holde mig rask længere tid ad gangen.
• At lære noget nyt, hele tiden. Jeg føler slet ikke at jeg er mig selv, hvis ikke jeg er i gang med noget nyt. Vi har SÅ mange diamanter gemt i os, vi skal bare finde dem og slibe dem og udnytte alt vores vidunderlige potentiale. Sidste projekt var cheerleading, det var virkelig sjovt – jeg gjorde ting, jeg aldrig havde troet jeg kunne (at gå i split, danse foran en masse mennesker på stadion og undervise en 6. klasse i dans og stunts uden at nogen kom til skade). Det seneste projekt at svømning haha, der er jeg virkelig kommet på dybt vand og det er ikke kønt.
• At have mange, gode venner. Jeg elsker mine venner. En aften i godt selskab er virkelig at levet livet til fulde. Nu hvor jeg har fået pusten igen og ikke er nybagt mor, betyder det rigtig meget for mig at se mine venner og få nye venskaber. Min bror er den bedste i verden til sådan noget, han laver ikke andet end at se sine 40 venner. Jeg er hende den umulige, der aldrig tager telefonen, altid glemmer at svare og aldrig har tid til at ses. Og når vi gør, har jeg en baby med, så det er umuligt at føre en samtale. Still working on that.
• Min tro. Jeg er kristen, og det betyder at jeg tror på Gud og Jesus, beder til dem og går i kirke, når stjernerne står rigtigt, så det passer med Jordans lur. Det med stjernerne var en joke, jeg er ikke overtroisk 😉 Det betyder også at jeg har et håb om et evigt liv efter døden, og et håb om at Gud elsker os alle sammen og passer på os helt til verdens ende. Og når et evigt liv nu er længere end de 125 år jeg regner med at leve her på jorden, så tænker jeg også at de ting der varer evigt er noget vigtigere end de ting, der bare forsvinder. Ting der varer evigt er vel sådan noget som andre mennesker og ens karakter, mens ting der forsvinder må være kandidatuddannelser, ens omdømme, keramik interiør og tykke lår.
• Min familie. Det der med at have bedsteforældre eller oldeforældre boende eller som naboer er enormt tiltalende for mig. Det er helt sikkert noget, vi skal – hvis de er med på den. Både for hyggens skyld, men ligeså meget for at tage os af dem, når tiden kommer til det. Det er mere almindeligt i USA fx. Familien vi boede hos havde deres forældre boende til de døde. Det kunne ikke have været en bedre sidste tid og afsked. De flyttede nærmest også ind hos en nonne fra kirken for at hjælpe hende hele hendes sidste tid. Den næstekærlighed er helt utrolig, men det virker også som det naturligste i verden – selvfølgelig er det sådan, det skal være.

EJ, jeg gik og troede, at man bare kunne spise lige hvad man ville, når man ville. Det kan man også, ja. Og det er jo faktisk det jeg selv har gjort. Jeg troede bare at tynde mennesker også gjorde det. Men her den anden dag så vi Luksusfælden. Jeg blev virkelig forarget over hvor tankeløst, de brugte deres penge. Fuldstændig uden at tænke, fyrede de penge af på ting de havde lyst til, helt uden at tage hensyn til om de havde råd til det eller ej. Jeg kunne slet ikke forstå, hvordan man kan opføre sig så uansvarligt. Og så prikkede min samvittighed mig på skulderen og spurgte, om det ikke var det samme jeg selv gjorde, når jeg hovedløst spiste lige hvad jeg havde lyst til, helt uden at tage hensyn til om jeg havde “råd til det” på kaloriekontoen.

Jeg tænker det viser to ting. 1) gæld og overvægt er ikke bare folk der bruger flere penge end de har/folk der spiser flere kalorier end de forbrænder. Det er meget komplekst. Det handler fx meget om følelser, om at dulme følelser man ikke kan være i, rastløshed, skam, ensomhed, tristhed. Det handler også om sociale sammenhænge og hvad der er normen i vores familie og vennekreds. Der er meget på spil. Men jeg tænker også at det viser 2) at man må tage ansvar for sig selv. At ingen er tynde eller har en god økonomi uden at tænke over det, planlægge og leve så det hele hænger sammen. Det kommer ikke af sig selv. Det kræver, at man tager ansvar.

Det er egentlig ikke fordi jeg er i helbredsmæssig risiko, min BMI er normalvægtig. Men om halvandet år er jeg færdiguddannet diætist – og hvordan kan jeg hjælpe andre til at have det godt i deres krop, hvis ikke jeg selv har det? Jeg må lige walke the talk, og deadline nærmer sig. Da jeg gik på efterskole tabte jeg mig på grund af sygdom 10 kg – som hurtigt røg på igen, da appetitten vendte tilbage. Men i en kort periode, havde jeg det virkelig godt i min krop. Jeg var MEGET overrasket over, hvor godt det føles at være lige som man skal være. Ikke at det nødvendigvis er det samme for alle, så længe man har en sund og normal vægt. Men hold nu op, hvor er der bare en verden til forskel. Jeg var slet ikke så selvbevidst, usikker, hadede slet ikke min krop og følte mig bare rigtig afslappet og veltilpas. Der vil jeg gerne hen igen.

Ej, tænk at jeg gik og troede at alle – undtagen mig – kan spise liiige hvad de vil. Hvor er det fjollet. Og lidt øv, at indse, at jeg ikke bare kan gøre som jeg har lyst til, hvis jeg vil nå mit mål.

Aaaarggh!

Jeg krummer tæer, når jeg tænker på hvor naiv jeg var om livet med en baby. Og tænk engang, at jeg har fortalt om mine forventninger og planer til mødre, aaarrrgggh! Det er så pinligt. Jeg forstår ikke, at de ikke grinede bedrevidende og bare stoppede mig med det samme, haha! Efterfølgende har en veninde eller to dog også smilet af mig og sagt “haha, du var så naiv. Jeg tænkte, at det var bedst at lade dig opdage det hen ad vejen, i stedet for at skræmme dig.” Og jeg havde sikkert ikke troet på dem alligevel, hvis de havde fortalt mig, hvor hårdt det er at blive mor – både fysisk, følelsesmæssigt og socialt.

Baby i første række (mor er slet ikke på rækken)

Fysisk fordi du må udsætte alle dine basale behov. Du kommer ikke til at tisse, spise og sove i minimum tre måneder. Eller i hvert fald tisser du med baby på skødet (medmindre han sover på dig, så bliver du bare der og får testet om dine bækkenbundsøvelser virker). Og din mad er kold, og du spiser den med baby på armen. Dvs. du kan ikke spise mad der skal skæres ud, for du har kun én arm – hello pasta og fries. Og søvnen er slet ikke værd at snakke om. Selv den smule du rent faktisk får, er så let og du vågner hver gang baby trækker vejret lidt underligt eller bevæger hånden eller… morinstinktet holder et øje vågent hele natten.

Har jeg stadig venner?

Socialt er det hårdt fordi du isolerer dig. I starten vil du bare nyyyyyde din baby og du er så træt, at alle bare skal gå og lade dig sove. Man kan virkelig føle sig alene. Det gjorde jeg i hvert fald. Jeg skubbede folk væk (forsøgte i hvert fald), fordi jeg var aaaaaalt for træt til at snakke. Samtidig savnede jeg dem og havde brug for både at have det voksen-sjovt, men også at dele mit livs kærlighed med dem. Og jeg manglede også at finde mig selv igen. Nu havde jeg en ny rolle som mor, en rolle jeg var gledet helt naturligt ind i, og kæresterollen blev bare forstærket af alle de oplevelser og al den kærlighed Dian og jeg delte. Men hvordan i alverden forener man sin nye mor rolle med rollen som veninde???

Trækker han vejret???

Følelsesmæssigt er det hårdt, fordi du ikke “bare” får en baby. Du får også EN HELT MASSE KÆRLIGHED og EN HELT MASSE ANGST OG BEKYMRING. SHIT MAND. Det her er nok det hårdeste. Ti dage efter fødslen var vi til 25års fødselsdag, og moren til fødselaren spurgte om det var hårdt. Jeg svarede: meget! Men at det vel også var hårdest i starten, hvor der bare var så mange bekymringer og så meget angst? Hun grinede og sagde, at “det går aldrig over!”

Lær at håndtere følelserne (græder du nu igen?)

Men men men. Det bliver bedre alt sammen. Man kan spare mange søvnløse nætter ved at købe sig en vuggedødsalarm, så man ikke selv behøver ligge vågen hele natten og holde øje med babys vejrtrækning. Man kan finde førstehjælpsøvelser på youtube, så man er klar når baby får maden galt i halsen. Man kan læse alle foldere og gøre det hele rigtigt og bede til Gud, om at han klarer alt det man ikke selv kan styre. Terror og lyn og hvad ved jeg. Og glæde sig over hvor velsignet og heldig man er, at man må være mor til sådan en vidunderlig lille mus.

BREAKING: du er ikke den første, der har fået en baby

Socialt finder man ud af, at man stadig er sig selv og at vennerne ikke forsvinder så nemt. Tænk, de er der stadig efter maaaange måneder, når man igen har overskud <3 Eller overskud er det vel næppe, men alt bliver nemmere, for man bliver sejere og kan rigtig rigtig meget med en baby hen ad vejen. Jaja, man sveder stadig konstant, skal planlægge tusind ting og samtaler bliver hele tiden afbrudt. Men det er ikke første gang nogensinde, at nogen har fået en baby – det er muligt at leve et normalt liv med sådan en! Og efterhånden kan baby mere selv og bliver klar til flere indtryk. Pludselig bliver din baby, som HADEDE fremmede mennesker og nye steder og nægtede at spise og sove og bare græd og græd indtil i kom hjem igen, helt vild med at opleve verden. Der er en tid til alt, og det er MEGAOKAY at leve i en babyboble så længe man vil. Det er jo en tid, der ikke kommer igen.

Guru advicing

Og fysisk, well. Gør dig selv en tjeneste og køb “Solve your child’s sleep problems” af Richard Ferber. Den kan findes på Amazon til ikke særlig meget. 500 siders opslagsbog om alverdens søvnproblemer og guide. Søvntræning er ikke nemt (!!!) og skal kun gøres når du selv er klar og gerne med en til virkelig at støtte dig i beslutningen, for det virker, og det giver meget mindre gråd på den lange bane, giver hele familien god søvn og gladere og mere udhvilede forældre og baby.

Billedet er pre-baby, på verdens bedste Roskilde Festival <3

Apropros at Carl Emil er gået solo fra Ulige Numre, så mødte jeg ham engang og fik gjort et “godt indtryk”. Jeg blev stoppet på gaden af to facere fra en nødhjælpsorganisation. Det var dengang jeg sagde ja til at støtte alt, og derfor med god samvittighed pacerede facere med et “jeg er allerede medlem” og en highfive. Så fik jeg fællesøkonomi med finansøkonomen Dian, og baby, og minus på kontoen og stille og roligt røg de fleste af medlemsskaberne og highfivensene… Men altså, jeg lagde mærke til den ene facer. “Det er dig med det trefarvede skæg!” Jeg og en god veninde havde snakket med ham på Roskilde, hvor han rendte rundt med en medalje for sit flotte, trefarvede skæg. Og det var virkelig en medalje værd! “Og ved du hvem ham her er?” spurgte Treskæg. “Det er Carl Emil fra Ulige Numre.” Carl Emil griner, lidt forlegent synes jeg – hvilket er ret sødt! “Ej, jeg laver sjov,” sagde Treskæg. “Han ligner ham bare rigtig meget. Og hedder det samme!” “Nå! EJ, det er faktisk virkelig sjovt!” siger jeg og vi snakker lidt videre om ingenting. Dum, dum, dum. Ja, det er da sjovt. Især da det senere om aftnen endelig slår mig, at han jo lignede Carl Emil og hed det samme, fordi det var Carl Emil. Jaja… Man regner jo med det nødhjælpsarbejdere og skæggede mænd fortæller én.

Læs også: “Bryllupsfotografen” 

Læs også: “Ammehjernen i Nordea”

Læs også: “Hvad ammehjernen gerne vil have”