Godt nyt på parfronten

En af mine veninder fortalte mig for nogle måneder siden, at de ville prøve at få et barn. Jeg blev rigtig glad for dem, men noget af det første jeg sagde efter “jaaaa!!!” og “tillykke” var: “det er benhårdt, og man skændes mere fordi man er træt, men det bliver jeres bedste beslutning nogensinde!”

Vi skændtes sjældent før vi fik Jordan. Og pludselig dukkede det ene skænderi op efter det andet. Selvfølgelig havde vi ændret os efter vi var blevet forældre, både som par og vi havde hver især fået nye roller som mor og far. Men det var ikke derfor vi skændtes. Vi var bare enormt trætte, lunterne var kortere, tårerne sad løsere, tiden til at forstå og mærke hinanden var der ikke og forventningerne stemte ikke altid overens. Vi glemte at se tingene fra den andens perspektiv og vi glemte især, at den anden ikke kan læse tanker. Tit skændtes vi bare fordi vi havde misforstået hinanden. Egentlig var det tit mig, der startede det. Eller jeg følte at Dian startede, for det var jo ham, der gjorde/sagde noget helt forkert og urimeligt. Men i stedet for at forstå ham eller snakke med ham, reagerede jeg dramatisk, græd og startede et skænderi.

Men ikke mere, det er altså den gode nyhed. Nu bliver Jordan også snart et år, så det er vist på tide haha. Efter vi har givet Jordan gode søvnvaner, han ikke længere hænger på mig 24/7 og jeg så småt ikke ammer om natten længere, er skænderierne forsvundet. Det hele er blevet nemmere, synes jeg. Før var ALT uoverskueligt, og nu kan vi alt, føler jeg. Det lykkedes ikke altid godt, nogen gange græder både mig og Jordan, men vi klarer det og tager tingene en ad gangen. Jeg kan godt forestille mig at mange par går fra hinanden det første år alene fordi det er så pissesvært. Jeg siger ikke, at folk giver for let op eller at jeg ved noget som helst overhovedet om andres forhold og brud, men jeg siger bare; at jeg ville forstå det 120%, hvis det var den eneste grund til at man gik fra hinanden. Det ER benhårdt.

Men det er heldigvis blevet meget bedre for os. Nu lyder det som om vi var ved at gå fra hinanden, det var vi ikke på nogen måde. Vi var meget overbærende overfor hinanden, sagde undskyld, snakkede ud, kom videre, sørgede for at have det sjovt sammen. Jeg ville bare sige (og især til mig selv): men behøver virkelig, virkelig ikke skændes. Man kan også bare gå en tur. En rigtig lang en, hvis det er. Og køre søvntræning, så baby lærer at falde i søvn og sove selv!!!! Og huske, at den anden ikke kan læse tanker. Man er nødt til at tale og bede om hjælp. Og ikke græde, hvis den anden brokker sig og også er træt (selvom man selv har haft ALLE nattevagterne i et år). Andre har også lov til at have det hårdt, selvom de ikke har det en tiendedel så hårdt som man selv har det. Og det behøves man ikke skændes over.